Privatøkonomi
0

Alle populære boliglån har nået drømmekurs

Det nye 30-årige 2 pct. lån er i rekordkurs.

Der er frit valg på alle lånehylder for boligejerne i øjeblikket, og lånene kan fås til rekordkurser. Arkivfoto: Ditte Valente

Danske boligejere kan nu få alle de mest populære boliglån til rekordkurs. Kurserne på obligationerne med en løbetid på mellem 10 og 30 år er alle omkring 99. Og det mest populære lån, det 30-årige 2 pct. lån, har rundet kurs 99.

Dermed kan der være banet vej for et nyt 30-årigt 1,5 pct. lån. En beslutning om dette skal dog meddeles fondsbørsen først, men historien viser, at så snart kursen på det mest populære 30-årige lån har rundet 99, vil der være større kunder, som efterspørger det. En sådan efterspørgsel kan fremskynde introduktionen.

»Det 30-årige 2 pct.-lån handles lige nu i de højeste kurser i den tid, lånet har eksisteret. Aktuelt har kursen krydset 99 og endda med en vis margin,« konstaterer seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

Det nye 2 pct.-lån kom på markedet i foråret i år og har for alvor stjålet scenen i forbindelse med serieskiftet ved begyndelsen af september. Hvert tredje år udskiftes alle boligobligationer med nye serier, og dette skete altså 1. september i år.

Timingen er optimal for de boligejere, der har opsagt deres lån inden opsigelsesfristen den 31. oktober.

Også de fast forrentede lån med kortere løbetider ligger i rekord eller tæt på. Det 10-årige 0,5 pct.-lån og det 20-årige 1,5 pct.-lån har aktuelt en gennemsnitskurs over 99, mens det 15-årige 1 pct.-lån ligger lige under 99.

Det 20-årige lån kan blandt andet være en mulighed for boligejere og boligkøbere med god luft i budgettet til at betale lånet af på 20 år frem for 30 år. Set over lånets løbetid er der mere end 160.000 kr. at spare pr. mio. med det 20-årige lån sammenlignet med et 30-årigt lån.

Ydelsen er højere fra begyndelsen, eftersom lånet skal tilbagebetales på kortere tid. På det 20-årige lån lyder ydelsen efter skat på 5.140 kr. efter skat om måneden pr. mio. mod 3.850 kr. om måneden med det 30-årige lån.

»På negativsiden er, at kursfølsomheden er lavere på det 20-årige lån. Det betyder, at værdien af restgælden ikke vil falde i lige så høj grad, hvis renterne stiger,« siger Jeppe Borre.

Valget mellem 20 år og 30 år er blandt andet relevant for boligejere, som i forvejen har omkring 20 år i restløbetid på deres nuværende lån og står over for en låneomlægning, f.eks. en nedkonvertering eller forlader et variabelt forrentet lån, f.eks. F1.

De kortere løbetider som 10 eller 15 år er mest oplagte som tillægslån, mener Jeppe Borre.

BRANCHENYT
Læs også