Privatøkonomi
0

FDM advarer: Leasing-kunder risikerer uventet regning

Det kan betale sig at læse sin leasing-kontrakt grundigt igennem efter nyt lovindgreb.

Bilmarkedet herhjemme har den seneste tid ændret sig markant. Foto: Martin Lehmann

Danske bilkunder risikerer en ubehagelig overraskelse, når de fremover har skrevet under på at lease en bil.

Efter få måneder kan den månedlige ydelse på bilen stige, advarer FDM.

Årsagen er et nyt lovindgreb, der skal sætte en stopper for huller på markedet for leasingbiler. Indgrebet betyder bl.a., at leasingbiler nu skal have genberegnet deres registreringsafgift efter fire måneder og dermed registreringsafgiften for den resterende periode i leasingkontrakten.

Beregningen skal tage udgangspunkt i bilens reelle værdi på markedet. Men da leasingselskaber ifølge FDM ofte i første omgang indregistrerer bilen til en langt lavere pris, end den reelt er værd, risikerer selskaberne en efterregning, når registreringsafgiften skal genberegnes.

Og den regning vil nogle leasingselskaber formentlig forsøge at sende videre til forbrugerne, advarer FDM. Enten i form af højere priser eller ved efterfølgende at hæve den månedlige ydelse.

»Hidtil har det været normalt, at prisen ved privatleasing ikke er blevet reguleret i leasingperioden. Det har givet forbrugerne en tryghed og et overblik over deres udgifter. Med indgrebet kan vi være bekymret for, at det ikke længere altid vil være tilfældet,« siger leder af FDM's juridiske rådgivning, advokat Lennart Fogh.

Medmindre man økonomisk kan tåle, at prisen stiger, og er villig til at løbe den risiko, anbefaler FDM, at man går efter leasingtilbud, hvor leasingudbyderen garanter, at prisen ikke hæves på grund af genberegningen.

Samtidig mener FDM, at leasingselskaberne bør tage risikoen for en efterregning på sig - og ikke lade den gå ud over forbrugerne.

Ifølge Alm. Brand Leasing får revurderingen af bilen efter fire måneder ikke mærkbar betydning for nye privatleasingkunder, fordi Alm. Brand tager højde for ændringerne i de enkelte tilbud.

»Vi ændrer ikke i de eksisterende kontrakter. Kunderne kan regne med, at prisen passer med det, vi har aftalt, uanset om de har fået leveret bilen eller venter på den,« siger adm. direktør Thomas Lindgren Mortensen til Bilmagasinet.

Bilmarkedet herhjemme har den seneste tid ændret sig markant. Nye bilafgifter har sendt prisen på mange nye biler ned, og kombineret med indgrebene på leasingmarkedet er der opstået en ny situation; nemlig at køb med finansiering i de fleste tilfælde nu er billigere end at lease.

Det viser sig i de første priser, som bilbranchen har beregnet efter indgrebet over for leasing­reglerne, skriver Berlingske Business.

BRANCHENYT
Læs også