*

Privatøkonomi
0

Sjællandske boligpriser hænger stadig i bremsen

Der er stadig et stykke vej at gå for boligpriserne i kommuner uden for Storkøbenhavn.

Der er prisfest i hovedstaden, og mens glitteret også er begyndt at drysse på de nære omegnskommuner, så må de sjællandske sælgere i kommuner uden for Storkøbenhavn stadig spejde efter pristoppen. Det skriver Boliga.

I enkelte kommuner matcher priserne efterhånden fortidens -  hvis man ikke tager højde for inflation - mens de i andre ligger væsentligt under niveau anno 2007.

Det viser en opgørelse fra boligsiden Boliga over priserne i de sjællandske kommuner uden for Storkøbenhavn.

Det er et udtryk for, at boligpriserne på Sjælland faldt drastisk, da krisen satte ind, lyder det fra cheføkonom hos Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig:

- Der er ingen tvivl om, at Region Sjælland var den, der blev hårdest ramt af boligpris-nedturen. Priserne faldt med 30-40 procent, og i visse områder er de stadig langt fra det niveau, de tidligere var oppe på. Men vi ser tegn på bedring på boligmarkedet, siger han.

Tættest på det præcis samme beløb som i 2007 målt direkte i kroner og øre er i Roskilde Kommune. Her kostede en enkelt kvadratmeter villa i slutningen af sidste år 22.170 kr., mens den i 2007 var lidt dyrere. Der lød gennemsnitsprisen dengang på 22.386 kr.

Herefter følger Allerød Kommune med en pris, der næsten når på niveau med en difference på lige under en plovmand. Villaerne kostede nemlig 22.405 kr. i fjerde kvartal sidste år, mens de kostede 22.886 kr. i 2007.

Begge områder er altså steder, hvor priserne knap kan kysse de tidligere, og der er da også en spirende optimisme for det sjællandske villasalg:

- Vi ser stigende priser i mange områder på Sjælland, og der er en generel bedring. Det er der selvfølgelig flere årsager til, men det skyldes blandt andet, at økonomien generelt går bedre, at arbejdsløsheden er lav, og at renten også er det, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Lavere priser

Men mens priserne i Allerød og Roskilde Kommune næsten når de tidligere højder, så finder man i den anden ende af skalaen også kommuner, hvor priserne stadig er sakket agterud.

I Odsherred Kommune fik sælgerne således 10.836 kr. for hver kvadratmeter i sidste kvartal af 2007, mens prisen sidste år endte på 7.324 kr, viser tallene fra Boliga.

Også Halsnæs Kommune har en sprint foran sig, hvis de skal nå på niveau med tidligere tider. 11.578 kr. fik boligsælgerne for deres huse sidste år, men tilbage i 2007 var prisen oppe på 17.201 kr.

Sælgerne i begge kommuner kan dog glæde sig over, at selvom der stadig er forskel på priserne i forhold til de glade dage i 2007, så er priserne generelt steget de senere år.

- Det begynder selvfølgelig også at smitte af, når priserne efterhånden er steget så meget i hovedstaden, at det for nogle begynder at kunne betale sig at tage det stykke længere væk. Samtidig er priserne stadig lave nok til, at der er billig adgang til boligmarkedet for fx førstegangskøbere her, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Her kan du se, hvordan priserne har udviklet sig hvert år fra 2007 til i dag i lige netop din sjællandske kommune.

BRANCHENYT
Læs også