*

Privatøkonomi
0

Flekslån stikker af fra lån med fast rente

Rentespændet mellem korte og lange boliglån er blevet udvidet efter renteforhøjelse i USA.

Boligrenten trækker i hver sin retning, og hvis man skal optage lån her og nu, er det en god idé at følge kurslisterne.

Beslutningen om at hæve renten i USA har allerede fået konsekvenser for danske boligejere. For mens de korte renter fortsat er meget lave, er renten på de lange boliglån steget. Den aktuelle udvikling er et bevis for, at der ikke skal meget til, før det kan påvirke en låneomlægning eller et boligkøb.

Kursen på 2 pct. lånet uden afdrag faldt til under 95 torsdag, og det er derfor tvivlsomt, om det giver mening at optage lånet. Samtidig er 2,5 pct. lånet med afdrag meget tæt på at være under kurs 100 igen.

Så overvejer man et fast forrentet lån, kan det være en god idé at følge godt med i kurslisterne den kommende tid. Forventningen er, at de lange renter vil stige, hvorimod de korte renter vil blive holdt nede af den europæiske centralbank, ECBs massive opkøb.

Renterne på flekslån rokkede sig da heller ikke ud af stedet torsdag. Et F1-lån kan fås til en rente på minus 0,3 pct. Også F3-renten er negativ med minus 0,11. F5-renten er højere, men fortsat lav. Renten er ca. 0,3-0,4 pct. afhængigt af, hvilket institut man optager lånet i.

Udviklingen var ventet. Godt nok blev renten hævet, men chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, blødte lidt op i sin retorik om, hvor aggressivt banken ville reagere, hvis inflationen steg.

De rolige rentemarkeder ændrer ikke på vores primære råd til boligejerne om at vælge et fast forrentet lån

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom, Nordea Kredit

»Resultatet er, at boligejerne kan tage rentemødet med ro. Vi forventer, at renten vil stige svagt i 2017. Derfor ændrer de rolige rentemarkeder heller ikke på vores primære råd til boligejerne om at vælge et fast forrentet lån, der har den fordel, at kursen vil falde mærkbart, når renten stiger,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Samme budskab kommer fra Realkredit Danmark. Men cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig advarer dog om, at kombinationen af en højere rente og ekstremt høje boligpriser kan udvikle sig til en giftig cocktail.

»Der er ingen tvivl om, at de senere års lave renter har været med til at presse priserne godt op på ejerboliger i landets største by-områder – og især på ejerlejligheder i København. Det betyder også, at der i sagens natur kan være en betydelig risiko for, at evt. fremtidige rentestigninger kan presse boligpriserne ned,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Denne risiko kan boligejere og boligkøbere i en vis udstrækning beskytte sig imod ved at tage et fast forrentet lån.

»Med de stadig rekordlave renter bør denne friværdiforsikring under alle omstændigheder være en overvejelse værd for den enkelte boligejer/boligkøber,« siger han.

Realkredit Danmark forventer at se den 30-årige danske realkreditrente kravle lidt i vejret det næste års tid. Buddet her og nu er, at den 30-årige realkreditrente vil stige med i omegnen af 0,3-0,5 pct.point de kommende 12 måneder.

Læs også