*

Privatøkonomi
0

Kæmpe forskel på boligevinsterne: Her bor vinderne og taberne

Voldsom forskel i prisudviklingen på boliger rundt om i Danmark. Sådan ser det ud i din kommune:

Angela Baddeley (tv.) som Mrs. Bridges, Gordon Jackson som Mr. Hudson og Jenny Tomasin som Ruby i den legendaritske britiske dramaserie "Herskab og tjenestefolk".
Foto: TV 2

Hvis boligmarkedet var en tv-serie, ville en passende titel være "Herskab og tjenestefolk". Siden 2012 er priserne steget støt, men mens nogle boligejere er blevet boligmillionærer, må andre nøjes med beskedne gevinster eller endda tab.

Et gennemsnitshus på Frederiksberg er steget godt 40.000 kr. om måneden - det varer til en samlet stigning på næsten 2 mio. kr. på fire år.

I den modsatte ende af skalaen befinder der sig kommuner som Tønder, Odder og Aabenraa. Værdien af parcelhuse i Odder er således faldet mest med 1.722 kr. om måneden. Det svarer til et værdifald på 85.000 kr. på fire år.

Det betyder i princippet, at to danskere med præcist samme arbejde vil have vidt forskellig formue alene på grund af, hvor de bor. Og forskellen er ikke mindre end 2 mio. kr., hvis man sammenligner bund og top.

Tallene kommer fra Finans Danmark (tidligere Realkreditrådet) og er bearbejdet af Sparekassen Kronjylland. Det er ikke kun den attraktive beliggenhed, der er forklaringen på prisudviklingen omkring København. Tendensen går nemlig igen i de øvrige store byer.

»Flere forhold forklarer, hvorfor værdistigningerne har været størst omkring København og også de andre storbyer siden 2012. Den økonomiske vækst har ofte været højere, og der er mange tilflyttere. Det smitter af på boligpriserne, specielt når der er begrænsede muligheder for at bygge flere huse. Det er netop tilfældet i mange områder omkring København og i nogle boligkvarterer i de andre storbyer,« siger cheføkonom i Sparekassen Kronjylland, Anders Høyer.

Siden krisen er renten faldet markant i Danmark. Hermed kan boligkøbere sidde i et dyrere hus, og det skubber prisen op.

Anders Høyer, cheføkonom, Sparekassen Kronjylland

Over tid vil prisen på et hus afspejle omkostningen ved at bygge huset og prisen på grunden. I kommuner, hvor der er mere plads til at udvide antallet af huse, vil prisstigningerne være lavere, da den dyreste del af huset er omkostningerne til at bygge huset.

Den lavere rente har også betydet mere for priserne i de større byer, fastslår Anders Høyer.

»Når grunden udgør meget af boligens værdi, betyder udviklingen i renten også mere. Siden krisen er renten faldet markant i Danmark. Hermed kan boligkøbere sidde i et dyrere hus, og det skubber prisen op. Det betyder også, at den dag renterne stiger igen, vil det trække ned i priserne, måske endda medføre prisfald. Derfor skal man som boligkøber ikke tro, at boligpriserne automatisk vil stige.«

Netop derfor skal man som boligejer tænke sig godt om, inden man vælger boliglån. Renten er nemlig blevet holdt nede af centralbankerne, men det gør de kun nødtvungent. 

»Med en europæisk økonomi i bedre form og en markant faldende europæisk ledighed de seneste år kan man nu skimte rentestigningerne ude i horisonten. Her vil renten på de fast forrentede 30 årige boliglån stige før de korte renter,« mener Anders Høyer.

Husene på Frederiksberg og i andre kommuner omkring København er i gennemsnit også større - dog ikke i København - og dyrere end i resten af landet. Det betyder, at en stigning på 1 procent i kvadratmeterprisen også betyder mere for stigningen i boligværdien i kroner og øre.

Det hører også med til historien, at husejere omkring København oplevede et større prisfald i forbindelse med krisen. Set over en længere periode er priserne dog steget mere her end i resten af landet.  

Læs også