Her er de bedste og dårligste boligkøb i 10 år
De største boliggevinster er ikke hentet i Aarhus eller København, men hvor så?
Der er fuld fokus på det buldrende boligmarked i København. Men hvis man havde købt hus for 10 år siden, ville man ikke have fået den største gevinst i København. Det ville man i Rebild, Varde og Esbjerg. Her har boligejerne haft en formuegevinst på over 20 pct.
Først på fjerdepladsen kommer Frederiksberg. Men da priserne på Frederiksberg er langt højere end i resten af landet, er gevinsten her dog størst målt i kroner.
Værst er det gået i Lolland, Halsnæs og Odsherred. En boligejer i Lolland må således se sin boligformue barberet med 40 pct., viser nye tal fra Nordea Kredit.
»Vi har hørt meget de seneste år om den store optur i København og Aarhus, hvor ejerne er blevet begavet med store stigninger i deres friværdi. Det, man ikke hører så meget om, er, at boligejerne også kan være godt tilfredse mange af de steder, hvor boligmarkedet har haft mindre fart på,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.
De boligejere, der har gjort det bedst de seneste 10 år, har ikke matrikel i og omkring København eller i Aarhus. De er derimod centreret omkring to andre store jyske byer Aalborg, Esbjerg samt de omkringliggende kommuner.
De bedste boliginvesteringer i 10 år:
| Hus på 140 kvm | Pris 2006 | Pris 2016 | Ændring % |
|---|---|---|---|
| Rebild | 1.025.000 | 1.294.000 | 26 |
| Varde | 872.000 | 1.059.000 | 22 |
| Esbjerg | 1.301.000 | 1.570.000 | 21 |
| Frederiksberg | 4.786.000 | 5.754.000 | 20 |
| Aalborg | 1.543.000 | 1.852.000 | 20 |
| Brønderslev | 852.000 | 1.010.000 | 19 |
| Jammerbugt | 900.000 | 1.062.000 | 18 |
| Billund | 975.000 | 1.134.000 | 16 |
| Hjørring | 887.000 | 1.031.000 | 16 |
| Morsø | 639.000 | 727.000 | 14 |
»Der har ikke været tale om voldsomme stigninger, men der har heller ikke været tale om voldsomme fald, og derfor har udviklingen ikke skabt de store overskrifter. Priserne har derimod kravlet stille og roligt op, og har derved løbende givet ejerne et ganske pænt afkast,« konstaterer Lise Nytoft Bergmann.
Anderledes ser det ud i den ende af skalaen, som repræsenterer de værste boliginvesteringer de seneste 10 år. Her er samtlige 10 kommuner placeret på Sjælland. Særligt Sydsjælland med Lolland Falster i front og kommuner ved den nordvestlige kystlinje på Sjælland har været hårdt ramt. Her ligger priserne stadig 24-40 pct. lavere end for 10 år siden.
De dårligste boliginvesteringer i 10 år:
| Hus på 140 kvm | Pris 2006 | Pris 2016 | Ændring % |
|---|---|---|---|
| Lolland | 806.000 | 484.000 | -40 |
| Halsnæs | 2.348.000 | 1.477.000 | -37 |
| Odsherred | 1.422.000 | 970.000 | -32 |
| Guldborgsund | 1.104.000 | 759.000 | -31 |
| Vordingborg | 1.346.000 | 961.000 | -29 |
| Gribskov | 2.630.000 | 1.899.000 | -28 |
| Faxe | 1.705.000 | 1.255.000 | -26 |
| Stevns | 1.931.000 | 1.436.000 | -26 |
| Næstved | 1.694.000 | 1.292.000 | -24 |
| Sorø | 1.690.000 | 1.289.000 | -24 |
»Nogle boligejere er kommet ind på boligmarkedet på et virkeligt uheldigt tidspunkt. Skulle de sælge deres hus i dag, ville mange realisere et tab. Og med gæld på lommen, kan det være svært at låne til en ny bolig. Det er ikke nogen rar situation, de står i,« mener Lise Nytoft Bergmann.
Selv for de boligejere, der har en lang tidshorisont, og ikke står foran et snarligt salg, har de store prisfald givet vis betydet ærgrelser og en stor mental bagage, mener hun.
»Når priserne falder, udhules friværdien, og det betyder, at boligejerne ikke har haft deres mursten som reserve, hvis har været eller bliver udsat for sygdom eller arbejdsløshed. Heller ikke selv om de løbende har betalt afdrag på deres gæld. Det er ganske enkelt en sur situation at stå i.«
Top-10 over de kommuner, hvor boliginvesteringen har været bedst de seneste 10 år, har oplevet prisstigninger på 14-26 pct. Til sammenligning er de almindelige forbrugerpriser steget med 17 pct. i samme periode. Der har således været tale om en pæn men ikke prangende stigning de seneste 10 år.


