*

Privatøkonomi
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Billigere at låne til sommerhuse: Nu strømmer køberne til

Sommerhusmarkedet er begunstiget af flere lempelser.

Meget tyder på, at 2017 bliver et godt år for sommerhusejerne. I årets første måneder er der for alvor kommet gang i salget. Arkivfoto: Ernst Van Norde

For første gang i flere år er der grund til optimisme for sommerhusejere. Efter flere års dvale er køberne begyndt at strømme til. Salget i 1. kvartal var 33 pct. større end sidste år, viser tal fra Boligsiden.dk, og flere steder i landet har der den seneste måned været markant travlhed.

Sommerhusmarkedet er begunstiget af en række lempelser - ikke mindst en ny regel om, at man kan få et et billigt realkreditlån op til 75 pct. af ejendommens værdi mod tidligere 60 pct. Den regel er trådt i kraft 1. maj, og det er for tidligt at konkludere, om det er den, der har sat skub i markedet, mener ejendomsmæglerne. Men at der er gang i markedet, er der ingen tvivl om.

Hos ejendomsmæglerkæden Home er der indtil nu vist 35 pct. flere sommerhuse frem i forhold til sidste år. Fra uge 17, hvor de nye regler blev vedtaget, til uge 18, hvor de trådte i kraft, steg fremvisningerne med godt 6 pct.

»Der er ingen tvivl om, at de nye regler for belåning til sommerhuse har skabt øget interesse for køb. I visse områder viser det sig, at det særligt er de unge, der nu kan komme med ind på markedet. Andre steder er meldingen, at køberne kan tillade sig at gå efter lidt større og bedre fritidshuse, der koster nogle hundrede tusinde kroner mere, end de ville have mulighed for at købe for i tiden før 1. maj,« siger relationschef i Home, Mads Ellegaard.

Han understreger, at sommerhusmarkedet i forvejen var i bedring - ikke mindst på grund af, at markedet for helårsboliger har det godt, den lave rente og en høj beskæftigelse.

Også hos EDC er der gang i handlerne.

I perioden 1.-14. maj 2016 solgte EDC 73 sommerhuse. I år har mæglerkæden i samme periode solgt 110 sommerhuse, hvilket svarer til 50 pct. flere. År til dato har EDC solgt 786 sommerhuse mod 616 sidste år, altså 28 pct. flere.

»Det er som udgangspunkt en for kort periode at lave alt for faste konklusioner på, men vi kan vel med sikkerhed konstatere, at det i hvert fald ikke er blevet ringere efter de nye låneregler,« fastslår kommunikationschef i EDC, Jan Nordmann.

Hos BRFkredit, der bl.a. formidler lån til sommerhuse, mærker man også, at det for alvor er blevet forår.

»Der er i hvert fald større interesse end vanligt. Det er dog svært at afgøre, hvad der er forårseffekt – markedet er meget sæsonfølsomt og hvad der skyldes nye låneregler. Vi er ikke helt klar til at tilbyde lånene endnu, men bliver det ganske snart – så vi noterer de kunder, der er interesseret og vender tilbage når vi er klar,« siger afdelingsdirektør i BRFkredit Mikkel Høegh.

Han tror, at foråret kommer til at stå i sommerhusenes tegn. Markedet var ved at tø op inden de nye regler. Han tror på et rekordår for sommerhusmarkedet.

»Hvad betyder det for priserne? De går nok en spids op, men her er det vigtigt at huske på at der er rigtigt mange sommerhuse til salg derude også alle dem der ikke er annonceret. For hver gang der bliver solgt et sommerhus, kommer der seks nye til salg,« siger Mikkel Høegh.

Sommerhusmarkedet er ikke kun sæsonbetonet. Der er også stor regionale forskelle på, hvor godt markedet har det, viser en rundspørge blandt ejendomsmæglere i Home-kæden.

Michael H. Jørgensen fra Home i Holbæk mærker tydeligt interessen for de nye låneregler. Samme melding kommer fra hans kollega i Gilleleje, Sten Nielsen.

»Alle taler om det på fremvisninger og ved vurderinger. Salgsmæssigt medfører det ikke en eksplosion endnu - men øget interesse. Og især for yngre købere,« lyder det herfra.

På Møn er der travlt hos Jens Bregneberg.

»Hos os er der en markant større efterspørgsel end før 1. maj. Grænsen på købspris er også hævet med flere hundrede tusinde.«

Alfred Larsen fra Nr. Nebel glæder sig primært over, at markedet er kommet ud af en dvalelignende tilstand.

»Vi kan mærke en øget interesse – men om det alene er på grund af belåning, er svært at bedømme. Markedet har jo ligget lidt i dvale, og folk har ventet. Nu er afklaringen kommet, og det gør, at vi pt. har rygende travlt.«

Hos Kasper Lykke Nielsen fra Home i Skagen og Frederikshavn beskriver man situationen som en »svag bedring.«

»I vores område oplever vi ikke umiddelbart nogen særlig effekt af ændringerne på lånemarkedet. Vi har gennem de seneste 2-3 måneder oplevet en svag bedring i markedet, og køberne er generelt mere positive, men ikke som sådan drevet af den bedre finansiering,« mener Kasper Lykke Nielsen.

Læs også