*

Privatøkonomi
0

Flekslånere kan købe rentesikkerhed for småpenge

Selv om renten er negativ på de helt korte flekslån, er de ikke nødvendigvis bedst.

Mange boligejere har nu gode muligheder for at sikre en lav rente fem år frem. Arkivfoto: Joachim Adrian

Renten på flekslån med løbetid op til fire år er nu negativ. Det vil den sandsynligvis også være, når den næste store auktion over fleksobligationer er overstået. Her er forventningen rekordlave renter. Men selv om renten er negativ, kan det give god mening at sikre sit lån en lavere rente i længere tid, og det har aldrig været billigere.

Reelt er der tale om småpenge, hvis man udskifter et F1-lån med et F5-lån.

»Vi anbefaler, at boligejerne låser deres rente i flere år. De nuværende renter er historisk lave, og det er netop, når renten er lav, at det kan betale sig at binde den flere år frem,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Hvis man vil lægge om, skal man reagere inden udgangen af juli. Her lukker alle realkreditinstitutter for eventuelle justeringer.

Forventningen er, at F5-renten hos Nordea Kredit ender i 0,3 pct. Tager man udgangspunkt i et 30-årigt F5-lån uden afdrag og en rente på 0,3 pct., ligger den månedlige ydelse efter skat på 816 kr. For et tilsvarende F1-lån med en rente på -0,15% ligger ydelsen på 733 kr., og det er præcis det samme som et F3-lån, som følge af den lidt højere bidragssats på F1-lånet.

Så meget koster det at låne 1 mio. kr.:

Ydelser efter skatYdelse nuNy ydelseForskelRente nuNy rente*
F1, 29 år3.5103.49020-0,05%-0,15%
F3, 27 år3.7403.660800,49%-0,05%
F5, 25 år4.0003.8501501,21%0,30%

*Prognose/Kilde: Nordea Kredit

Hvilket lån, der i sidste ende ender med at være det økonomisk mest fordelagtige, afhænger af hvad er kommer til at ske med renten i de kommende år.

Hvis valget står mellem et F1-lån og et F5-lån, vil F5-lånet være det mest fordelagtige, hvis renten stiger med mere end 0,07 pct.-point om året de næste fire år. Det svarer til, at F1-renten vil stige fra de nuværende -0,15 til  0,13 pct. i løbet af de kommende fire år.

»Det tror vi er et ganske sandsynligt scenarie,« lyder det fra Lise Nytoft Bergmann.

Står valget derimod mellem et F3-lån og et F5-lån, skal renten være steget med 0,25 pct.-point om tre år, når F3-lånet skal have ny rente næste gang, før F5-lånet er det bedste valg. Det svarer til en rentestigning på F3-lånet fra dagens niveau på -0,05  til 0,2 pct. om tre år.

»Vi skal kun godt et år tilbage i tiden, før F3-renten var højere end 0,2 pct.-, så igen er der ikke tale om noget urealistisk scenarie. Så langt fra endda,« mener Lise Nytoft Bergmann.

Nordea Kredit anbefaler, at boligejerne overvejer et F5-lån, men mindre de går i flytteplaner eller tror, at renten er på vej yderligere ned. Forskellen i den månedlige ydelse på et F1-, F3-, og F5-lån er ikke ret stor i øjeblikket, og renten skal ikke stige særligt meget i de kommende år, før F5-lånet ender med at være det billigste valg. Samtidigt har man så sikkerhed for, hvad der sker med boligrenten i de kommende år.

Når renten ikke behøver at stige mere, før F5-lånet bliver et billigere valg end F1- og F3-lånet, skyldes det både, at forskellen mellem den 1- og 5-årige rente er meget lav i øjeblikket kombineret med, at bidragssatsen er højere på et F1-lån end på et F5-lån.

I øjeblikket betaler man en bidragssats på 1,475 pct. for et F1-lån uden afdrag, hvis der er tale om en 80 pct. belåning, mens man på et tilsvarende F3- og F5-lån betaler 1,375 pct. hhv. 1,175 pct.

Læs også