*

Privatøkonomi
0

Danskere søger mod Spanien i rekordstil: Men husk at booke vigtig del af rejsen først

Terror får salget af rejser til Tyrkiet til at styrtdykke blandt danskerne denne sommer. Til gengæld står andre destinationer i høj kurs.

Ifølge Tui forventes 1,3 mio. danskere at rejse til Spanien i år. Det er flere end nogensinde.

Sommerferien begynder at nærme sig for de fleste af os.

Dermed flokkes vi danskere mod lufthavnene eller motorvejene for at komme til sydlige og varmere lande.

Særligt ét land er ekstremt populært blandt danskerne denne sommer, fortæller flere af landets største rejsebureauer.

»Vi er ved at have udsolgt af vores rejser til Spanien og kommer virkeligt til at sende mange mennesker derned i år,« siger Nikolai Johnsen, pressechef i Tui, der tidligere hed Star Tour.

På baggrund af tal fra Spaniens turistbureau i Danmark og Tuis egen analyse af markedet forventes hele den danske rejsebranche at sende 12 pct. flere danskere til Spanien i 2017 end i 2016.

Det vil ifølge Nikolai Johnsen betyde 1,3 mio. danske tilrejsende til Spanien, hvilket er et tal, der aldrig har været større.

Overvejer man at rejse til populære spanske destinationer som Mallorca, Gran Canaria og andre øer, skal man derfor huske at booke de forskellige dele af rejsen i den rigtige rækkefølge. Det fortæller Torben Andersen, der er kommunikationschef i Spies.

»Man skal sørge for at booke hotellet, før man køber flybilletten. Det er ikke sikkert, man kan få et hotelværelse, der lever op til forventningerne, fordi der simpelthen lige nu er problemer med kapaciteten af hotelværelser de mest populære steder i Spanien,« siger han.

95 pct. af Spies' rejser til Gran Canaria denne sommer er allerede blevet revet væk, og samtidig er lande som Grækenland, Bulgarien og Kroatien også steget i popularitet.

Det er især de danskere, der tidligere tog charterrejser til Tyrkiet, som nu søger andre steder hen, forklarer både Tui og Spies.

»Tyrkiet har tidligere været vores mest populære chartermål, men er denne sommer kun det land, vi sælger fjerdeflest rejser til. Det er især terrorangrebene i landet, der får danskerne til at vælge Tyrkiet fra og i stedet søge mod rejsemål, som føles mere trygge,« siger Nikolai Johnsen fra Tui.

Hos Spies er salget af rejser til Tyrkiet faldet med hele 30 pct. i år.

»Det er på trods af, at der ikke engang har været terror de steder i Tyrkiet, hvor vi sælger rejser til. Men vi må bare konstatere, at danskerne, udover lækre hoteller, er begyndt at gå efter tryghed og sikkerhed,« siger Torben Andersen.

BRANCHENYT
Læs også