*

Privatøkonomi
0

Tusinder af lønsedler sendt til forkerte e-Bokse

En fejl har sendt 2046 lønsedler til forkerte modtageres e-Boks. Det skriver Ekstra Bladet.

Foto: Arkiv

2046 danskere har modtaget en anden persons lønseddel i e-Boks. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisen er der tale om en fejl hos lønfirmaet Bluegarden, der har sendt lønsedler sprængfyldt med personfølsomme oplysninger forkert.

- Vi er stærkt fokuseret på at gøre, hvad vi kan for begrænse de skader, sagen giver. Der bliver selvfølgelig rettet op på fejlene, så folk får deres rigtige lønsedler, siger Tine Greve, kommunikationschef hos Bluegarden til Ekstra Bladet.

Fejlen er sket i forbindelse med en opdatering af software hos betalingsfirmaet Nets.

- Nets er nu i gang med at få sendt de korrekte lønsedler ud, mens vi kontakter de arbejdsgivere, som er ramt.

- Vi arbejder også på at få Nets til automatisk at fjerne lønsedlerne hos modtagerne i deres e-Boks, siger Tine Greve til Ekstra Bladet.

Hun opfordrer til, at de, der har modtaget en andens lønseddel, sletter den.

Lønsedler indeholder private oplysninger som CPR-nummer, bankkonto, fradrag og så videre.

- Det er jo en katastrofe, at en fremmed mand får en af mine pigers lønseddel med oplysninger om bank og personnummer og det hele.

- Det kunne lige så godt have været en, der ikke var ærlig, som fik fat i oplysningerne, siger Leif Nielsen, der administrerer løn i selskabet Bryggen Vaffelhus.

Lønsedlen fra en af hans ansatte, er endt hos en fremmed.

BRANCHENYT
Læs også