Privatøkonomi
0

Nu koster en kvadratmeter i København mere end 40.000 kr.

Priserne på ejerlejligheder er steget voldsomt fra juni til juli, viser tal fra ejendomsmæglerkæden Home.

Priserne på ejerlejligheder i København er braget op fra juni til juli.

Priserne på ejerlejligheder i København fortsætter med at buldre frem. Fra juni til juli steg priserne på det i forvejen varme boligmarked i hovedstaden med 7,3 pct., når man måler udviklingen som et glidende gennemsnit af de seneste tre måneder og samtidig tager højde for sæsonudsving.

Det viser friske tal fra ejendomsmæglerkæden Homes ejerlejlighedsprisindeks.

Med prisstigningen fra juni til juli er kvadratmeterprisen nu oppe på 40.235 kr., og det er første gang i den tid i indeksets historie, at prisen har rundet 40.000 pr. kvadratmeter. Dermed koster en gennemsnitlig ejerlejlighed i København på 85 kvadratmeter 3,42 mio. kr.

»Den kraftige stigning i København sker både som følge af store prisstigninger på projektlejligheder og eksisterende lejligheder. De solgte projektlejligheder var i snit 9,2 pct. dyrere i juli end i juni, mens de eksisterende lejligheder steg 3,2 pct. i pris,« lyder det fra Mads Ellegaard, relationschef i Home.

Det er ikke kun i København, at der er blevet sat nye rekorder. Homes prisindeks viser nemlig, at priserne på ejerlejligheder i Aarhus for første gang i indeksets historie har krydset 30.000 kr. pr. kvadratmeter efter en stigning på 1 pct. Det betyder, at en gennemsnitlig lejlighed på 85 kvadratmeter i Aarhus nu koster 2,58 mio. kr.

Prisstigningerne har genoplivet snakken om en boligboble. I Danske Bank benytter man dagens tal til at minde om, at priserne ikke nødvendigvis kun stiger.

»Selv om prisudviklingen ikke nødvendigvis afspejler en grundlæggende usund tilstand på boligmarkedet, så er det vigtigt at være opmærksom på, at priserne kan falde igen, hvis for eksempel renterne stiger – særligt boligerne i og omkring de større byer, som er steget mest i pris, kan være udsatte her,« lyder det i en kommentar fra Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom i Danske Bank.

BRANCHENYT
Læs også