Privatøkonomi
0

Løbeskade og afvist? Skynd dig at kontakte forsikringsselskabet igen

Forsikringsselskaber vil genoptage gamle sager med løbeskader efter en højesteretsdom. Men folk skal selv rette henvendelse, mener Codan.

Hvis du er kunde i Codan og har oplevet at blive afvist vedrørende en løbeskade, må du gerne kontakte dem igen, oplyser forsikringsselskabet. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Hvis du har fået en løbeskade inden for de seneste tre år, er der godt nyt at hente hos forsikringsselskaberne.

Fornylig afsagde højesteret en dom, som fastslog, at en løbeskade også var dækket af en almindelig ulykkesforsikring. Det betyder nu, at to af Danmarks største forsikringselskaber vil genoptage tidligere afviste skadesanmeldelser ved løb.

Codan, der tabte tvivlsspørgsmålet om dækning af ulykkesforsikring ved løb i Højesteret, vil nu gerne kigge på sager, hvor tidligere løbeskader er blevet afvist, der vil dog være en tidsbegrænsning på dem.

»»Har du haft en ulykkessag inden for de seneste tre år, som vi har afvist ud fra samme præmisser som sagen i Højesteret, så er vi villige til at kigge på din sag igen« siger Mads Houe, pressechef i Codan.

Forsikringselskabet har på nuværende tidspunkt ikke planer om selv at åbne gamle løbeskade-sager, men i stedet opfordrer Codan sine afviste kunder til at kontakte deres skadesafdeling, hvorefter selskabet lover at tage sagen op igen.

Codan gør samtidig opmærksom på forældelsesfristen for at anmelde skader.

»Tre års-fristen vil ikke kun gælde afviste skader. Vi vil også være åbne for skader, som er opstået inden for de seneste tre år, der ikke er blevet meldt til os endnu,« siger Mads Houe, der samtidig præciserer, at de tre år konkret går tilbage til 8. september 2014, hvor Ankenævnet for Forsikring først afsagde kendelse i sagen.

Hos Topdanmark, der er Danmarks andet største forsikringsselskab, har man også taget Højesteretsdommen til sig, og også her er man villig til at kigge på tidligere sager af samme karakter.

»Vi er klar til at genoptage sager med løbeskader, hvor der har været varrige mén på mere end fem procent,« siger Jens Langergaard, kommunikationschef i Topdanmark.

Kommunikationschefen lover, at hvis en kunde henvender sig, som har fået afvist dækning med en lignende sag, som den Højesteret har afgjort, så vil de genoptage skadebehandlingen. Selskabet vil derfra afgøre, med den nye dom in mente samt de almindelige forsikringsbetingelser, om der er dækning.

»Vi vil se på, om det er muligt at identificere sager, hvor der der er grund til at tro at der kan være mere end 5 pct. mén, og hvor der har været afvist pga. det pludselighedsbegreb, som Højesteret nu har udvidet,« siger Jens Langergaard.

Hos Tryg er de overrasket over dommen i Højesteret og vil nu i gang med at udforske de fremtidige muligheder på området.

»Vi er nu gået igang med at se på, hvad dommen får af konsekvenser for vores forretning og dermed vores kunder,« skriver Tanja Frederiksen, kommunikationschef hos Tryg i en sms til Finans.

Sagen, der nu er afgjort i Højesteret, tog sit udgangspunkt, da en kvinde, som havde fået en knæskade under motionsløb, mente, at hun var dækket af sin forsikring. Kvinden blev dog modsagt af forsikringselskabet Codan, der ikke mente, at motionsløberen var dækket af en konventionel ulykkesforsikring.

Den gængse opfattelse hos forsikringsselskaberne har nemlig været, at en ulykkeforsikring kun gælder, når en skade er fremkommet af en påvirkning ude fra. Men den opfattelse blev ikke delt af Højesteret, der vurderede, at definitionen af ulykkestilfælde er meget bred.

Dommen tvinger alle Danmarks forsikringsselskaber til at ændre praksis for deres ulykkesforsikringer.

BRANCHENYT
Læs også