Privatøkonomi
0

Dyrt og hurtigt: Lejlighedsmarkedet spurter derudaf

Mens et stigende antal røster begynder at advarer om en potentiel boble pga. høj vækst og lav inflation og rente, så blæser markedet for lejligheder fortsat afsted.

Foto: Thomas Borberg.

Blusset under lejlighedsmarkedet er stadig skruet højt op. For selvom boligmarkedet bliver debatteret og reguleret, går salget stadig hurtigere - og priserne har taget endnu en nøk opad.

Således tog det på landsplan blot 81 dage før lejlighederne var solgt - to dage mindre end sidste år - mens prisen på landsplan er steget med 1.259 kr. for hver kvadratmeter, viser en opgørelse af salget i 1. halvår fra Boliga.*

En påmindelse om, at der stadig er godt gang i særligt det københavnske lejlighedsmarked, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom hos Realkredit Danmark:

»En salgstid på 81 dage er ganske hurtigt, og det viser, at der stadig er en pæn fart på boligmarkedet, ligesom priserne fortsat har en pil op. Så selvom der er snak om, at markedet bremser op, er der stadig pæne, underliggende prisstigninger.«

Det er da også i de københavnske postnumre, at priserne er højest. Dyrest er det i nybyggede Nordhavn, mens indre by følger efter. Samtidig er der i hovedstaden stigninger i de enkelte postnumre på mellem tre procent på Vesterbro og 11 procent i Sydhavnen.

At der er en stigning fra sidste år til i år betyder dog ikke, at der ikke er et loft for prisernes himmelflugt. Det er bare ikke til at spå om, hvor det loft ligger:

»Markedet er løbet stærkere, end det var forventet. Med stigninger på 70 procent siden 2011 er priserne kommet højt op, og det kan ikke blive ved med at gå så stærkt. Ikke mindst da der ligger flere reguleringer længere fremme, som kommer til at påvirke markedet,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

Eventuelle købere skal nemlig både forholde sig til den boligskattereform, der træder i kraft i 2021, og så skærpes kravene til kreditvurderingen af kunderne på to brandvarme boligmarkeder i København og Aarhus.

»De stigende priser møder altså modvind i form af skattereformen, som kommende boligkøbere skal huske at tænke ind i deres planer, og den adfærdseffekt, der følger med de skarpere krav til fx gældsfaktor og renteniveau,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

»Men hvor stor betydning det har, er det ikke helt ligetil at vurdere, fordi det er svært at dosere indgrebene i forhold til prisudviklingen. Vi skal dog kun være glade, hvis markedet går lidt ned i gear, fordi det mindsker risikoen for tømmermænd, hvis det vender,« siger han.

* Boliga har opgjort salgskvadratmeterpriserne og salgstiden for 1. halvår 2016 og 2017. Der er kun medtaget postdistrikter med minimum 20 salg i perioden.

BRANCHENYT
Læs også