*

Privatøkonomi
0

Boligrenterne trykket helt i bund: Nyt 2 pct. lån i drømmekurs

Boligrenterne kender kun én vej, og det er nedad.

Renten er historisk lav i øjeblikket både på flekslån og fast forrentede lån. Arkivfoto: Michael Hansen

Det nye 2 pct. lån har fået en drømmestart. Få dage efter introduktionen er kursen på det 30-årige 2 pct. lån tæt på 99. Samtidig er renterne på flekslån faldet. Et F3-lån kan nu fås til en rente på minus 0,3 pct., og renten på F5-lånet er helt nede i 0,03 hos BRFkredit.

»Renterne er faldet siden juli. Dette er ikke udløst af en speciel begivenhed, der er tale om en længere glidende bevægelse,« siger seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

1. september kom der nye obligationer, der skal bruges de næste tre år. Alle obligationsserier skiftes ud hvert tredje år. Det var ventet, at skiftet ville betyde markant lavere kurser. Men med en kurs tæt på 99 for en 30-årig 2 pct. obligation er boligejerne stort set lige så godt stillet som før skiftet.

Så attraktive er kurserne på de mest brugte obligationslån:

Løbetid, årRente i pct.Kurs
100,598,5
151,098,5
201,598,6
302,098,5

Kilde: Nykredit

Også renterne på flekslån befinder sig nu på rekordlave niveauer. F5-renten er 0,03 pct. hos BRFkredit og 0,09 pct. hos Realkredit Danmark.

Vil man have et F3-lån og dermed binde renten i tre år, er renten minus 0,3 pct. Lavest er den hos BRFkredit med -0,36 pct. Den fire årige fleksrente er -0,16.

Der er altså flere boligejere, der får penge retur for at låne. I Nykredit/Totalkredit alene ventes det, at boligkunder i år skal have ca. 250 mio. kr. retur i rente.

Pengene kommer retur på forskellig vis. Enten modregnes de i bidraget, eller også udbetales de i form af ekstraordinære afdrag. Faktum er: Der bliver ført penge tilbage fra realkreditinstitutterne til lånerne.

På grund af kursskæringen er F5-lånet dog fuldt ud konkurrencedygtig med flekslån med negativ rente. Et afdragsfrit lån på 1 mio. kr. koster 814 kr. om måneden efter skat, hvis man vælger et F5-lån i Nordea Kredit. Det mest rentefølsomme lån, det såkaldte kort rente-lån er marginalt dyrere med 817 kr.

Et F3-lån koster blot 720 kr.

Danskernes lyst til at få boliglån er ellers ikke specielt stor trods de rekordlave renter. Nye tal fra Finans Danmark viser, at der i august blev givet 18.723 lånetilbud i realkreditsektoren. Tallet er skuffende og lidt overraskende, mener afdelingsdirektør i BRFkredit, Mikkel Høegh. Faldet er sket i en periode med serieskifte, og det burde have lokket mange flere til at konvertere.

»For mange boligejere var der således store besparelser at hente ved at hjemtage et lån i august også selv om man først skulle bruge det senere hen på året. Så set i det lys er det overraskende, at mængden af lånetilbud faldt,« konstaterer Mikkel Høegh.

Læs også