*

0

Ny undersøgelse: Her bor Danmarks bedst tjenende ene pct.

Der er stor udskiftning i rigmandsgruppen, der tilhører den ene pct. i landet med den højeste indkomst. Det viser en ny undersøgelse fra Cepos, der også kortlægger, hvilke kommuner danskerne med de velvoksne lønsedler er bosat i.

Ca. en ud af fire personer i top et pct. er selvstændige, som har meget svingende indkomst, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen, CEPOS. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Der skal intet mindre end 1,4 mio. kr. ind på kontoen om året, for at du kan blive medlem af den eksklusive klub forbeholdt den ene pct. af danskerne, som tjener mest.

Rigmandsklubben tæller ca. 41.000 danskere med en gennemsnitlig indkomst på 2,9 mio. kr. om året. Men for langt de fleste er medlemsskabet kortvarigt, viser ny undersøgelse fra den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

Af undersøgelsen fremgår det, at 30 pct. røg af listen efter et år. Efter tre år var det samme gældende for mere end halvdelen. Det skyldes ifølge cheføkonom i Cepos, Mads Lundby Hansen, at mange befinder sig i top 1 pct. som følge af enkeltstående og midlertidige forhold.

Der er meget stor udskiftning blandt den ene pct. - Mange er der kun midlertidigt.

Mads Lundby Hansen Cheføkonom, CEPOS

»Det kan være en bonus til en lønmodtager, en stor aktiegevinst eller en enkelt stor ordre til en selvstændig. Man må også konstatere, at det er under halvdelen, der bliver i gruppen fem år i træk. Der er dermed ikke tale om, at top 1 pct. er den samme gruppe af mennesker, der gennem hele livet har de højeste indkomster. Tværtimod er der meget stor udskiftning i gruppen, og mange er der kun midlertidig,« siger Mads Lundby Hansen.

Ser man på en periode over 10 år, er det ca. 7.600 personer, der har været i top 1 pct. i alle årene. I en periode over 20 år, er det kun ca. 2.300 personer, der har formået at blive i top 1 pct.

Undersøgelsen viser samtidig, at de rigeste danskere samler sig omkring hovedstaden. Sammenlægger man beboerne i Gentofte, Rudersdal, Hørsholm og Lyngby, så bor næsten en fjerdedel af alle de borgere, der tilhører top 1 pct., i de fire kommuner nord for København.

De 10 kommuner med størst andel af borgere i top et pct. er alle lokaliseret omkring hovedstaden

Mads Lundby Hansen Cheføkonom, CEPOS

»Mange af de virksomheder, der har brug for specialister, højtuddannede og topledere, er lokaliseret i eller omkring hovedstaden, og derfor er det egentlig naturligt, at mange af top 1 pct.-populationen er bosiddende her,« pointerer Mads Lundby Hansen.

Læs også