*

Privatøkonomi
0

Så meget kan du forhandle lønnen op under en jobsamtale

Forhandler du godt, kan du på et jobmarked med normal konkurrence i gennemsnit få 1.921 kroner ekstra om måneden i lønningsposen, viser en ny rekrutteringsanalyse.

1.921 kroner.

Så meget mere kan man ifølge Konsulenthuset Ballisager i gennemsnit få om måneden i lønningsposen, efter at arbejdsgiveren har præsenteret sit udspil under jobsamtalen.

Det viser resultatet af Ballisagers rekrutteringsanalyse for 2017 på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, som i alt 878 offentlige og private både store og små virksomheder har deltaget i.

Beløbet er et vigtigt pejlemærke til alle jobsøgere, når lønnen skal forhandles, siger Ballisagers direktør, Morten Ballisager.

- Det henvender sig til alle, som har en normal konkurrencesituation på arbejdsmarkedet. Det kunne for eksempel være fuldmægtige i det offentlige eller HK'ere, som typisk vil have en situation, hvor der er normal konkurrence og gennemsnitlige lønninger. Det vil sige, at en HK'er, som forhandler godt, har en god chance for at få næsten 2.000 kroner ekstra.

- Det er selvfølgelig vigtigt, man tager bestik af situationen - er der eksempelvis mangel på ens type, og er man den eneste, arbejdsgiveren forhandler med, understreger Morten Ballisager.

Lønforhandling
  • Indled lønforhandlingen, når arbejdsgiveren har fremlagt sit udspil under jobsamtalen.
  • Lønforhandling foregår hele året, og husk, at man også kan forhandle med tilbagevirkende kraft.
  • Træk vejret, hvis du har brug for at reflektere over et argument, eller hvis følelserne er ved at løbe af med dig.
  • Øv lønforhandlingen igennem med en ligefrem ven. Optag og evaluér dig selv.
Kilde: Thomas Kantsø.

I gennemsnit har en virksomhed 1.921 kroner med til forhandlingsbordet, når det første lønudspil er præsenteret. Små private virksomheder har 2.242 kroner med, mens store private virksomheder har på 1.907 kroner.

Af svarerne fra rekrutteringsanalysen fremgår det også, at tre ud af fire offentlige arbejdsgivere faktisk er villige til at forhandle om lønnen.

- Sørg altid for, at arbejdsgiveren kommer med det første lønudspil. Herefter lader det til at være en god strategi at sigte cirka 3.000-4.000 kroner højere end virksomhedens første udspil, så man kan lande et sted midt imellem, råder Morten Ballisager.

Bliver ens lønforventning afvist, skal man som udgangspunkt ikke tage et nej for et nej, men som et forhandlingsoplæg, lyder det fra Thomas Kantsø, chefkonsulent hos Djøfs Karriere og Erhverv.

Det bedste afsæt til det er at finde lønstatistikker, forhøre sig hos sin fagforening samt spørge netværk og andre i samme branche.

Får man ikke det ekstra i foret, man ønsker, er næste træk at være kreativ, siger Thomas Kantsø.

- Så må du komme op med andre ting, du gerne vil have: Frihed, flekstid, Netflix- eller avisabonnementer, efteruddannelse eller en ekstra ferieuge. Gør op med dig selv, om frihed og flekstid er vigtigere end ferie og abonnementer, lyder det fra ham.

Når man har været i virksomheden et stykke tid og har opnået resultater, har man et nyt afsæt til næste lønforhandling. Enten kan man vente til den årlige lønforhandling eller selv tage initiativ til en forhandling.

- Du skal kortlægge og fremlægge de ting, du har lavet siden sidste lønforhandling, og så - vigtigst af alt - sætte det ind i en fremtidig kontekst, siger Thomas Kantsø.

Hav en mappe, hvori du gemmer dine succeser, som du kan fremhæve under forhandlingen, råder Thomas Kantsø.

- Du skal vise, du forstår forretningen og kan levere noget, som skaber værdi, og skaber resultater på tværs af huset. De resultater bliver hurtigt glemt, så det er din opgave at fortælle dem, siger han og fortsætter:

- Så er det vigtigt også at kigge fremad og have gjort sig tanker om, hvordan man fortsat kan skabe værdi for virksomheden. Man skal kigge på, hvad virksomhedens kerneopgaver er og hele tiden sørge for, at man taler ind i det.

BRANCHENYT
Læs også