*

Privatøkonomi
0

Højere priser udhuler danskernes husholdningsbudget

En rekordhøj inflation betyder et udhulet rådighedsbeløb for en almindelig dansk familie. Men den stigende inflation er samtidig et tegn på en god samfundsøkonomi, mener økonom.

Nykredit forventer i år samlet set en inflation på 1,3 pct. Det er en tydelig fremgang sammenlignet med 2016, da inflationen endte på rekordlave 0,3 pct. Arkivfoto: Niels Christensen

Inflationen har ramt Danmark. Faktisk er den på sit højeste siden december 2012, viser nye tal fra Danmarks Statistisk.

Og det får konsekvenser for danskernes husholdningsbudget, hvor en almindelig husholdning med to voksne og to børn får udhulet sit rådighedsbeløb med ca. 6.900 kr. på årsbasis.

»Når priserne stiger, betyder det, at familierne skal bruge flere penge på varer, og dermed falder deres rådighedsbeløb,« siger Kristian Skriver, økonom hos Dansk Erhverv.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i september var på 1,6 pct. I august var den på 1,5 pct. Der er dermed tale om en markant stigning i de danske forbrugerpriser, som ellers ikke har rørt på sig de seneste år.

»Det er især priser på tjenester og ydelser, der stiger i pris, men vi ser også en stigning på varerne,« siger Kristian Skriver.

Han mener, at der er tale om en løndrevet inflation, da lønningerne bliver højere i Danmark og internationalt. Det har direkte indflydelse på prisniveauet. Det skal også ses i lyset af, at beskæftigelsen er på det højeste niveau i flere år, hvor der er kommet 150.000 flere lønmodtagere siden 2013.

Selvom den almindelige danske hustand står til at få et mindre rådighedsbeløb i 2017, stiger reallønnen. Derfor tror Kristian Skriver heller ikke på, at den almindelige husstand vil mærke inflationen i det lange løb.

Overordnet set er den stigende inflation et udtryk for, at der er godt gang i dansk- og international økonomi.

»Den nuværende situation er godt for samfundsøkonomien,« siger Kristian Skriver.

Nykredit forventer i år samlet set en inflation på 1,3 pct. Det er en tydelig fremgang sammenlignet med 2016, da inflationen endte på rekordlave 0,3 pct.

BRANCHENYT
Læs også