Privatøkonomi
0

God nyhed til flekslånere: Den negative rente fortsætter til næste år

Udsigt til renterekord igen ved den kommende store fleksauktion. Sådan udnytter du den bedst.

Der er ingen tegn på, at de korte renter skal stige i de kommende måneder. Det kommer mange boligejere til gavn. Arkivfoto: Jens Dresling.

Der er gode nyheder til de boligejere, der skal have ny rente på deres flekslån til årsskiftet. Mange vil formentlig få penge retur for at låne, fordi renten fortsat vil være negativ.

Der er tale om boligejere med lån for 120-125 mia. kr. For mange vil det være en fordel at forlænge tiden mellem refinansieringerne af deres flekslån. Det vil ikke kunne mærkes på den månedlige ydelse, der i visse tilfælde endda vil falde.

Har man planer om at skifte profil til nytår, skal det ske inden den 31. oktober.

»Renten er fortsat rigtig lav. Vores forventning er, at renten igen ved denne rentetilpasning vil være meget lav – måske endda den laveste nogensinde,« siger økonom i Realkredit Danmark, Sonia Khan.

Forventninger til ny rente pr. 1. januar:

LåntypeRente, seneste tilpasningForventet rente, 1. januar
F10,00÷0,30-0,00
F30,40÷0,25-0,05
F51,230,15-0,45

Kilde: Realkredit Danmarks renteprognose

Ifølge renteprognosen er der igen udsigt til negative renter på F1- og F3-lån. Der er dog indlagt lidt elastik i prognosen, fordi der skal meget lidt til, før billedet ændrer sig. Forventningen er dog negative renter.

Men det skal man ikke spekulere alt for meget i, lyder det fra Realkredit Danmark. Bidragsforhøjelserne på de mest risikable flekslån og en lav rente på F5-lånet betyder, at der kan være penge at tjene på at forlænge perioden mellem refinansieringerne.

»Hvis man har planer om at blive boende i en længere periode, bør man overveje at binde renten på sit lån i eksempelvis fem år. Man skal dog aldrig binde renten i længere tid, end man regner med at blive boende i boligen, da det kan blive dyrt at indfri sit flekslån lang tid før næste rentetilpasning,« siger Sonia Khan.

Af samme grund anbefaler Realkredit Danmark et F1-lån, hvis man har aktuelle flytteplaner inden for et par år.

Sådan ser regnskabet ud for et lån på 1 mio. kr. ved profilskifte:

Nuværende lånNyt lån/profilskifteNettoydelse efter 1. januarÆndring i ydelse
F1 med afdragF3 med afdrag3.450-45
F1 uden afdragF3 uden afdrag715-85
F1 med afdragF5 med afdrag3.395-100
F1 uden afdragF5 uden afdrag82525
F3 med afdragF5 med afdrag3.610-130
F3 uden afdragF5 uden afdrag825-170

Kilde: Realkredit Danmark

I fem ud af seks tilfælde vil ydelsen falde, selv om man skifter profil og forlænger perioden mellem refinansieringen. Det skyldes den lave rente. Undtagelsen er, hvis man går fra afdragsfrit F1 til afdragsfrit F5. Her stiger ydelsen beskedne 25 kr. pr. lånte million kr.

»Ikke nok med, at man får mere sikkerhed for den fremtidige boligøkonomi ved at binde renten i tre eller fem år, man vil altså også opleve, at ydelsen efter skat bliver mellem 45 og 170 kr. lavere for hver lånte million,« konstaterer Sonia Khan.

Ifølge Realkredit Danmarks beregninger vil selv den mindste stigning i F1-renten de kommende tre år betyde, at man rent økonomisk vil være bedre stillet ved at vælge F3-lån i dag end F1-lån. Holder renten sig uændret, vil der ingen forskel være, mens F1-lånet er mere fordelagtigt, hvis renten falder yderligere de kommende tre år.

Sammenligner man F1-lånet med F5-lånet, skal renten på F1 kun stige med 0,4 pct. samlet set over de kommende fem år, før F5-lånet vil være billigere. 

BRANCHENYT
Læs også