Tech
0

Klik ikke på den: Ondsindet virus blusser op på Facebook

Kontakter på Facebook sender hackerinficerede beskeder.

Du skal først og fremmest ændre dit password til Facebook, hvis du har fået virussen. Arkivfoto.

Den seneste tid har flere danske brugere på Facebook modtaget hackerinficerede beskeder igennem Messenger.

»Er det dig i denne video?«, vil der stå i beskeden efterfulgt af emojis og et link til en lyssky hjemmeside, der vil prøve at få dig til at downloade et plugin, så du kan se den såkaldte video.

Men pluginet vil i virkeligheden være en virus.

Afsenderne af beskederne vil være folk, du allerede har som kontakter på Facebook, og som selv har fået virussen. Dermed vil det være svært for nogen at gennemskue det snedige hackertrick.

I sidste uge advarede Sydsjællands Politi imod hackerbeskederne, men virussen spredes fortsat med stor hastighed mellem danske facebookbrugere.

Hvis du har fået virussen på din Facebook-konto, vil den nemlig sende den samme slags beskeder ud til dine kontakter på det sociale medie ifølge politiet.

Myndigheden opfordrer folk, der er blevet ramt, til at informere deres kontakter, så de ikke klikker på linket i beskederne.

Virussen er gammel vin på nye flasker, da flere danske facebookbrugere sidste sommer oplevede at få lignende beskeder fra en "Jayden Smith", der også gerne ville have folk til at klikke på et link til en video.

Hvad formålet er med virussen, har politiet ikke afsløret, men vira af samme natur er tidligere blevet beskrevet som trojanske heste, hvis hovedformål er at stjæle en brugers ip-adresse, Facebook-oplysninger, e-mailkonto og kodeord.

Hvis du har været så uheldig at få virussen, er der en række tiltag, du kan foretage dig. Først og fremmest skal du ændre dit kodeord til Facebook med det samme. Det vil i de fleste tilfælde være nok til at forhindre en fremtidig udnyttelse af din konto.

Kør også et antivirus-program, hvis du vil være helt sikker på at fange eventuelle vira på din computer.

BRANCHENYT
Læs også