0

Tvungen Windows 10-opdatering var ulovlig

Det var i strid med god markedsføringsskik, da Windows tvang forbrugere til at installere opdatering, siger Forbrugerombudsmanden.

Windows 10

Det var ulovligt, da Microsoft for godt et år siden tvang alle brugere af bl.a. Windows 7 og 8 over på det nye styresystem, Windows 10.

Det fastslår Forbrugerombudsmanden, der modtog adskillige klager fra forbrugere efter den tvungne opdatering.

Selvom forbrugere afviste Windows-opdateringen, gik installeringen alligevel i gang. Men det er i strid med god markedsføringsskik, lyder det nu.

»Opdateringer af et styresystem kan have utilsigtede konsekvenser for den enkelte forbrugers anvendelse af sin computer. Opdateringer må derfor ikke installeres, uden forbrugeren er klar over det,« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Microsoft tilbyder brugerne en frivillig service kaldet Windows Update. Microsoft Danmark skriver om servicen, at hvis brugerne ønsker det, så får de automatisk Microsofts anbefalede opdateringer.

I forbindelse med en opdatering af Windows 10 i fjor, klagede 18 forbrugere til Forbrugerombudsmanden over, at de havde fået installeret opdateringen, selv om de ikke havde accepteret det.

Det gav nogle forbrugere problemer med at bruge programmer på computeren, mens andre mistede data, da installationen gik igang.

Forbrugerne var blevet gjort opmærksom på, at opdateringen kunne installeres, men de valgte ikke at acceptere det. I stedet lukkede de ned for det pop op-vindue, som bekendtgjorde, at opdateringen var klar.

Ifølge Forbrugerombudsmanden vil en sådan afvisning af et pop op-vindue betyde, at man ikke ønsker opdateringen installeret.

Microsoft ændrede på styresystemet bag Windows Update fra den 30. juni 2016, så opdateringer fremover kun installeres efter forbrugerens ønske.

Samtidig har Microsoft tilbudt at hjælpe forbrugere, som oplever problemer med deres computer efter opdateringen. Det glæder Forbrugerombudsmanden, som nu har afsluttet sagen.

»Jeg har haft en god dialog med Microsoft. Microsoft har ændret på sin praksis, så forbrugerne ikke længere kommer til at installere en opdatering, som de regnede med, at de havde afvist,« siger Christina Toftegaard Nielsen.

BRANCHENYT
Læs også