*

Tech
0

Ansigtsgenkendelse er det nye våben i kampen mod overforbrug af toiletpapir

70 cm toiletpapir bliver udleveret, når en person får 3D-scannet sit ansigt ved nogle offentlige toiletter i Beijing.

Få 3D-scannet dit ansigt og modtag derefter en begrænset mængde toiletpapir. Sådan fungerer det nu for de besøgende, der benytter de offentlige toiletter i en park i Beijing. Foto: AP Photo/Ng Han Guan

Et højteknologisk system, der har til formål at mindske forbruget af toiletpapir, er blevet indført ved nogle offentlige toiletter i den 600 år gamle Temple of Heaven-park i Beijing.

Årsagen er, at kinesiske medier ifølge Reuters har kunnet rapportere om et usædvanligt stort overforbrug af toiletpapir ved parkens toiletter, bl.a. fordi at særligt de lokale indimellem har taget store mængder toiletpapir med sig hjem.

Systemet, der består af en ansigtsgenkendende 3D-scanner, fungerer ved, at en person stiller sig foran en maskine, hvorefter den kortvarigt scanner ansigtet og kvitterer med 70 cm toiletpapir.

Skulle personen få brug for mere toiletpapir, vil det kræve endnu en tur ud til maskinen og en ventetid på ni minutter fra den første mængde toiletpapir ifølge designeren bag, Lei Zhenshan fra Shoulian Technology.

»Formålet med den her maskine var at undgå spild af toiletpapir. Hvis man kunne trække papir ud helt ukontrolleret, ville folk bruge uendeligt meget,« siger Lei Zhenshan til Reuters.

Fremover vil besøgende i Temple of Heaven-parken formentlig gøre klogt i at bevæge sig mod toiletterne, før de bliver meget trængende, da der kan opstå kø ved toiletpapir-maskinen.

»For de fleste går det lidt langsomt, hvis de har akut brug for toilettet. Men hvis man ser det fra en anden vinkel, så er det ganske nyttigt. Det er slet ikke dårligt,« siger den 71-årige Yu Baoyuan, der selv har prøvet det nye system, til Reuters.

BRANCHENYT
Læs også