*

Tech
0

Putin: Det er ikke Rusland, der står bag det globale hackerangreb

Ruslands præsident Vladimir Putin giver USA's efterretningstjeneste skylden for det ødelæggende hackerangreb.

Ruslands præsident Putin melder ud, at Rusland ikke står bag angrebet. Foto: AP.

Den aggressive virus WannaCry lagde i weekenden flere hundrede tusinde computere med Microsoft Windows ned i hele verden.

Angrebet er massivt og har hurtigt spredt sig til omkring 120 lande gennem mails med links, som går ind og låser alle filer på computeren.

Hackerne kræver derefter en løsesum på omkring 2.000 kr. for at give adgang til computeren igen.

WannaCry-infektionen rammer globalt
  • Ifølge Bogdan Botezatu, der er seniorsikkerhedsanalytiker i antivirus-virksomheden Bitdefender, er omkring 120 lande og 170.000 computere blevet ramt af angrebet siden begyndelsen fredag.
  • Det danske Center for Cybersikkerhed (CFCS), der hører under Forsvarets Efterretningstjeneste, udsendte lørdag en trusselsvurdering, hvor det fremgår, at truslen fra hackere er "meget høj".
  • I udlandet er hackere blandt andet lykkedes med angreb mod en række hospitaler i England.
  • Den franske bilfabrik Renault har lukket en række fabrikker for at forhindre virussen i at skade fabrikkens it-systemer.
  • Ruslands indenrigsministerium er hårdt ramt og ligeledes teleselskabet Megafon.
  • Andre lande, der har meldt ud, at de er ramt: Spanien, Tyrkiet, Japan, Sverige, Vietnam, Filippinerne, Ukraine, Taiwan, Portugal, Kina, Italien, Indien, Indonesien, Kasakhstan.
Der har været spekuleret meget i, hvem der kunne stå bag angrebet. Den russiske hackergruppe Shadow Brokers meddelte i april, at gruppen havde et digitalt våben, der kunne give fri adgang til alle computere med Microsoft Windows, som bliver brugt i hele verden.

Det digitale våben er efter sigende blevet udviklet af NSA.

I en tale i Beijing i dag fortæller Vladimir Putin, at Rusland ikke står bag den ødelæggende computervirus, men at det i stedet er USA's efterretningstjeneste, der kan påtage sig skylden for den fejl.

»Angående kilden til disse trusler, tror jeg, at ledelsen i Microsoft direkte har sagt, at USA's efterretningstjeneste var den originale kilde til denne virus. Rusland har absolut intet med dette at gøre. Jeg finder det meget underligt, at høre noget andet under disse omstændigheder,« siger Vladimir Putin i en tale i Beijing i dag, ifølge BBC.

Som det kan ses på kortet er Rusland hårdt ramt af den ondartede virus. Både Ruslands indenrigsministerium og teleselskabet Megafon er blevet ramt af angrebet.

»Der var ingen betydelig skade for os eller vores institutioner. Hverken banker, sundhedsvæsen eller andet. Men det er stadig et bekymrende angreb,« siger Vladimir Putin i en tale i Beijing.

BRANCHENYT
Læs også