*

Tech
0

Tyske toldere har beslaglagt 35 tons populært legetøj

Toldmyndigheden slår hårdt ned på kinesiske forsendelser af årets dille - fidget spinners.

Fidget spinneren har vundet stor popularitet på de sociale medier. Screenshot: Youtube

Årets helt store legetøjsdille - de såkaldte fidget spinners - bliver revet ned af hylderne både i Danmark og i resten af verden, og forhandlerne kan dårligt følge med.

Det helt store spørgsmål er dog, om der kan være en sikkerhedsrisiko forbundet med det populære legetøj, der bliver solgt i tusindvis af eksemplarer herhjemme. Toldmyndighederne i den tyske lufthavn i Frankfurt oplyste fredag, at man alene i maj har beslaglagt 35 tons fidget spinners fra adskillige forsendelser fra Kina.

Det skriver Associated Press.

Legetøjet står nu til at blive destrueret, fordi det kan være farligt for små børn, idet små dele kan falde af. Der var også problemer med instruktionerne til legetøjet, ligesom det i nogle tilfælde var svært at afkode producenten.

Herhjemme har Sikkerhedsstyrelsen for kort tid siden meldt ud, at man er ved at undersøge, om produkterne, der bliver solgt herhjemme, kan udgøre kvælningsfare for børn under tre år.

Styrelsen vil i den kommende tid lave kontrolundersøgelser af danske forhandlere for at sikre sig, at produkterne indeholder CE-mærket og de rette advarsler. CE-mærket tilkendegiver, at legetøjet opfylder kravene i lovgivningen.

En fidget spinner er lavet af plastik og metal samt et kugleleje, som får legetøjet til at dreje rundt, mens man holder dimsen mellem to fingre eller udfører tricks med det.

Opfindelsen er egentlig udviklet til personer med koncentrationsproblemer og slet ikke tænkt som legetøj, men trenden, som startede i USA og England, er væltet ind over Danmark, hvor mange unge lægger videoer op på bl.a. Youtube med de mange tricks, man kan lave med det simple legetøj.

Carsten Nielsen, direktør for Top-Toy, der står bag legetøjskæderne BR og Toys’R’Us i Norden, sagde i slutningen af maj til Politiken, at han forventede at sælge over 100.000 eksemplarer i Danmark i løbet af den kommende måned.

Læs også