Tech
0

Virksomheder er et mere populært mål for hackerne: Her er fortjenester på over 3,2 mio. kr.

Der kommer langt flere hackerangreb mod virksomheder end private i fremtiden, da pengehøsten er langt større der, viser en undersøgelse fra sikkerhedsfirmaet Kaspersky.

I fremtiden vil it-kriminelle udføre mere koncentrerede hackerangreb mod virksomheder i håb på højere profit, konkluderer en ny undersøgelse fra Kaspersky. Foto: Colourbox

Når it-kriminelle i fremtiden går på cybertogt, er der flere virksomheder end private, der har en skydeskive på ryggen.

For de it-kriminelle har gennem de seneste par år fundet ud af, at der, hvor der er mest profit at hente, er hos virksomheder. Det viser en ny undersøgelse fra it-sikkerhedsfirmaet Kaspersky, der har undersøgt tendenser blandt it-kriminelle fra 2015 til 2017.

Det bliver også mere målrettede ransomware-angreb, hvor it-kriminelle krypterer og kidnapper data mod en løsesum, der bliver mere og mere udbredt, spår rapporten.

»Hackernes tendens til at gå efter virksomhederne har en helt tydelig årsag. Der er langt flere penge at hente hos virksomhederne end et kæmpe angreb mod private brugere. Og et succesfuldt angreb mod en virksomhed kan stoppe virksomhedens produktion i timer eller måske dage, hvilket gør at ejerne kan være mere tilbøjelige til at betale løsesummen opkrævet af it-kriminelle,« skriver eksperterne bag rapporten.

Det kan måske være svært at forstå tendensen efter det store WannaCry-angreb, der kastede et net udover hele verden og fangede over 200.000 computere i 150 lande. Det globale angreb ramte både private brugere og lagde bilfabrikker, universiteter og sygehuse ned, men på trods af det er det ikke denne type angreb, der nødvendigvis er den største tendens i fremtiden.

For det angreb gav kun et beskedent afkast til bagmændene på 853.000 kr., ifølge virksomheden Elliptic, der rådgiver banker og virksomheder, når de er blevet udsat for ransomware-angreb.

I stedet bliver det mere målrettede angreb mod virksomheder, hvor de it-kriminelle scorer en langt højere fortjeneste hos virksomhederne. Kaspersky har målt fortjenester på over 3,2 mio. kr., når it-kriminelle er succesfulde i et angreb på en virksomhed.

Ved det seneste hackerangreb for to uger siden, der bl.a. ramte Mærsk, krævede bagmændene ligeledes 2.000 kr. per computer hos den store shippinggigant, hvilket kunne have ramt forretningen hårdt, hvis Mærsk havde betalt løsesummen.

Selvom det er den finansielle sektor og de store virksomheder, der skal være mest på vagt i fremtiden, ifølge Kaspersky's undersøgelse, har en lang række C20-selskaber fornyligt udtalt til Finans, at de ikke justerer deres procedurer mod hackerangreb efter Mærsk-angrebet.

»Vores eksisterende procedurer fungerede tilfredsstillende i sidste uge. Isoleret set har begivenhederne derfor ikke givet os anledning til at justere beredskabet,« sagde Jyske Banks områdechef, Jens Nielsen, til Finans.

Det samme svar går igen hos ISS, GN Store Nord, Novozymes og Genmab, alt imens DSV ikke ønsker at medvirke, og William Demant foretrækker at holde den slags informationer for sig selv.

BRANCHENYT
Læs også