*

Tech
0

Facebook udfordrer Netflix og Youtube på deres hjemmebane

En online tv-kanal med originalt indhold er Facebooks seneste store satsning.

Facebooks grundlægger Mark Zuckerberg har netop afsløret stort tv-tiltag. Foto: (AP Photo/Noah Berger)

I et forsøg på at tage kampen op mod Youtube og Netfllix har Facebook lanceret et stort fremstød, der skal konkurrere med de to streaminggiganter.

Tiltaget har fået navnet "Watch", og gør det muligt at se en lang række tv-programmer for det sociale netværks flere millioner brugere.

»At se et tv-program behøves ikke være en passiv oplevelse. Det kan i stedet være en mulighed for at dele en oplevelse, der kan bringe folk sammen, som har de samme værdier,« skriver Mark Zuckerberg, Facebooks grundlægger, i en statusopdatering på sin profil.

Facebook afslører desuden, at Watchs første tv-programmer kommer til at være live-visninger fra den amerikanske kvindebasketball-liga, et program om forældreopdragelse og et naturprogram fra National Geographic.

»Watch bliver et sted, hvor du kan opdage programmer, som dine venner ser, eller følge dit yndlingsprogram, så du ikke går glip af nogen episoder. Det vil også være muligt at chatte med andre brugere under tv-programmerne, og bagefter vil det være muligt at blive medlem af grupper, hvis medlemmer kan lide det samme program,« skriver Mark Zuckerberg.

På længere sigt skal Watch-tiltaget være et sted, hvor hvem som helst, der ønsker at lave et tv-program, kan få lov til at udsende det igennem Facebook-kanalen.

Sidste år tilføjede det sociale netværk en videobjælke til sit site. Siden har virksomheden ikke lagt skjul på, at den ønsker at lave originale og professionelle tv-programmer. Og succesen med sidste års videofunktion har da også været en af grundene til det nye tiltag, udtaler onlinevirksomheden.

»Vi har lært at folk kan lide at opdage nye videoer i deres News Feed, men de ønsker også et sted, der kun er dedikeret til at vise videoer,« siger Facebooks produktdirektør, Daniel Danker, i en udtalelse.

Ifølge Mark Zuckerberg vil Watch i første omgang kun være tilgængeligt i udvalgte områder i USA, men planen er, at tiltaget hurtigt skal udvides.

BRANCHENYT
Læs også