*

Tech
0

HBO har tilbudt hackere penge for at forsinke offentliggørelse af materiale

Streamingtjenestens taktik har angivelig givet bagslag og fået hackerne til at udgive mere stjålent materiale.

Nikolaj Coster-Waldau spiller Jaime Lannister i HBO-serien "Game of Thrones", der lige nu bliver lækket af hackere. Foto: Macall B. Polay/HBO via AP

Den amerikanske streamingtjeneste HBO var i forrige uge udsat for et omfattende cyberangreb, hvor det lykkedes anonyme hackere at stjæle flere ikke-udgivede episoder fra tv-serier og manuskripter.

Siden er en del af materialet blevet udgivet online sammen med en video med et krav om en løsesum på seks måneders løn.

Og nu har hackerne angiveligt slået til igen.

Denne gang har de offentliggjort en mail dateret til den 27. juli fra en korrespondance med HBO, der angiveligt tilbyder at betale hackerne for at vente med at offentliggøre det resterende materiale fra angrebet.

Det skriver flere internationale medier, heriblandt Reuters og underholdningsmediet Variety der har fået adgang til den lækkede mail og desuden fået dens indhold bekræftet af en kilde tæt på efterforskningen.

I mailen hedder det, at HBO ønsker at belønne hackerne økonomisk for at »bringe denne form for ting til vores opmærksomhed«. Beløbet lyder ifølge medierne på 250.000 dollars, hvilket svarer til knap 1,6 mio. kr.

Mailen er skrevet i en høflig og ikke-konfronterende tone, og det er ifølge Reuters' kilde en såkaldt »stall tactic«, som oversat betyder en udsættelsestaktik for at købe mere tid til at nå til bunds i sagen. Kilden tilføjer desuden, at HBO aldrig har haft planer om at overføre hverken de 250.000 dollars eller de seks måneders løn.

Taktikken har dog indtil videre givet bagslag, for som modsvar har hackerne nu foruden mailen også offentliggjort mere af det stjålne materiale, herunder detaljer om den kommende episode af tjenestens populære serie "Game of Thrones".

Ifølge hackerne har de stjålet i alt 1,5 terabites, der består af både tv-materiale og fortrolig virksomhedsdata såsom mailoplysninger. I videoen truer de med at offentliggøre det hele på nettet, hvis de ikke får det ønskede beløb.

»Vores krav er klart og ikke til forhandling. Vi vil have XXXX dollars for at stoppe med at sprede jeres data,« lyder beskeden ifølge det amerikanske tech-magasin Wired.

»Hvis vi uploader filerne, bliver det jeres værste mareridt, så træf en fornuftig beslutning,« hedder det afslutningsvist i videoen.

Videoen varer fem minutter og består af en sort baggrund med hvid tekst, der ruller ned over skærmen, mens soundtracket fra "Game of Thrones" spiller.

Hackerne, der kalder sig for "Mr. Smith", kræver en løsesum svarende til seks måneders løn, da de vurderer, at det har taget dem seks måneder at hacke HBO's systemer. De påstår samtidig, at de tjener mellem 12 og 15 mio. dollars årligt ved at afpresse forskellige organisationer. På den baggrund har flere amerikanske medier regnet sig frem til, at løsesummen ender på seks mio. dollars, svarende til ca. 38 mio. kr.

I mailen, som de amerikanske medier har fået adgang til, beder HBO desuden hackerne om at forlænge deres tidsfrist, mens det nødvendige antal bitcoins bliver sikret til betalingen.

»I en ånd af professionelt samarbejde beder vi jer om at forlænge jeres deadline i en uge,« skriver streamingtjenesten i mailen.

BRANCHENYT
Læs også