Tech
0

Hackere forbereder sig til gigantisk cyberangreb

Et af verdens største it-sikkerhedsvirksomheder har opdaget, at en stor og ødelæggende cyberhær er ved at blive opbygget. En potentiel alvorlig trussel, siger Forsvarets Efterretningstjeneste.

Historisk stort hacker-angreb kan være under opsejling. Arkivfoto: Finn Frandsen

En gigantisk cyberhær er i skrivende stund ved at blive opbygget, og når den ønsker at angribe, vil den kunne nedlægge store dele af internettet.

Det viser en opdagelse lavet af en af verdens største it-sikkerhedsvirksomheder Check Point.

Virksomheden har fundet ud af, at internetopkoblede enheder hos over en million organisationer verden over er angrebet af en virus, der giver en eller flere bagmænd fuld kontrol over millionvis af enheder.

»Vi ved endnu ikke, om bagmændene bare er ude på at skabe ravage globalt, eller om de har et særligt mål i form af en bestemt organisation eller industri, som de ønsker at lamme,« siger Maya Horowitz, leder af Check Points researchteam, der opdagede den nye trussel.

Din egen computer, internetrouter eller webcam kan oven i købet være rekrutteret som hacker-soldat, der bare afventer ordrer fra internettets mørkemænd. Og du kan aldrig finde ud af det.

Hackerne er reelt i gang med at overtage et netværk af internetopkoblede enheder, et såkaldt bot-netværk.

Netværket skal bruges til at foretage et ddos-angreb, hvilket betyder, at hackerne kan få de mere end en million enheder til besøge en bestemt hjemmeside på én gang.

»Det handler om at få en masse internettrafik i en bestemt retning, og hvis bot-netværket er stort nok, kan det lægge næsten alle slags hjemmesider ned, uanset størrelse,« siger Thomas Lund-Sørensen, chef for Center for Cybersikkerhed ved Forsvarets Efterretningstjeneste.

I august 2016 blev USA's østkyst angrebet af et af de største ddos-angreb hidtil set. Angrebet betød, at virksomhedsgiganter som Netflix, Twitter og Amazon brød sammen. Det store angreb blev døbt Merai.

Men allerede nu kan Check Point konstatere, at hackerne har mange flere enheder til rådighed end ved Merai-angrebet, og samtidig fortsætter netværket med at vokse.

Det store netværk bekymrer Center for Cybersikkerhed.

»Mirai-angrebet viste, at hvis man har et tilstrækkeligt stort netværk, så er det ikke kun hjemmesider, man kan lægge ned. Det kan faktisk påvirke hele internettet som funktion. Det er en meget alvorlig trussel,« siger Thomas Lund-Sørensen.

Hvem kan stå bag det store bot-netværk?

»Det kan være en enkelt dygtig hacker, men det kan også være nationalstater, der ønsker at skade et andet land,« siger Thomas Lund-Sørensen, der hentyder til tidligere ddos-angreb b.la. har kunnet spores tilbage til Nordkorea.

BRANCHENYT
Læs også