*

Weekend
0

Ingen personer fundet i bjærget ubåd

Politiet formoder, at ubåden er sænket bevidst.

Peter Madsen fotograferet ved sin ubåd 7. juli 2017. Foto: Deadline Press

»Der er ingen personer – døde eller levende – i ubåden.«

Så kontant lød det fra drabsefterforsker Jens Møller Jensen fra Københavns Politi.

Søndag middag mødte han pressen i København, hvor det altså kom frem, at den svenske journalist Kim Wall ikke er fundet i den hævede ubåd "Nautilus".

Vicepolitiinspektøren løftede sløret for flere nye informationer i sagen. Blandt andet har Peter Madsen givet modstridende oplysninger under sine afhøringer.

Derudover lød det, at Peter Madsen formentlig selv har sænket ubåden:

»Det virker som om, at det er en bevidst handling, at ubåden er sunket,« sagde Jens Møller Jensen, der stadig betragter ubåden som et muligt gerningsted.

Ubåden har gennemgået et indledende gennemsyn, men nu begynder politiets teknikere en tilbundsgående søgning efter beviser. Resultaterne forventes først om nogle dage.

»Det, at ubåden har været under saltvand, har en betydning. Når saltvandet først er pumpet ud, skal man hurtigt indsamle sporene, men det har vi folk på,« lød det.

Efterforskerne arbejder blandt andet på at sikre al teknologi i ubåden, så de kan spore, hvor den har været henne i tidsrummet fra torsdag aften til fredag formiddag.

På pressemødet efterlyste Jens Møller Jensen endnu engang mulige vidner. Særligt sejlere, der kan have set ubåden ude på vandet, og mennesker, som har opholdt sig på Refshaleøen fra torsdag aften til fredag, har en interesse for efterforskningsholdet.

»Vi håber stadig på, at vi kan finde Kim Wall i live, men vi forbereder os på, at hun meget vel ikke kan være det,« sagde drabsefterforskeren.

Han fortalte at politiet selv har gennemført en eftersøgning med hunde på land ligesom de har indsamlet »massive mængder« video på baggrund af de oplysninger, som de har fået.

Læs også