Rejsebrev fra Kandy: Sri Lankas spirituelle hovedby er et besøg værd

Min chauffør og guide, Ajante, og jeg ankom til Kandy i bil fra det centrale Sri Lanka. Vi kørte langs søen Kiri Muhudas sydlige, trafikerede bred, hvor børn og voksne promenerede, og større grupper ventede ved busstoppestederne. Bag søen kunne vi se Tandens Tempel lyse hvidt og gyldent i formiddagslyset.

Ajante tog et skarpt sving til højre, satte farten ned, rullede vinduet ned og spurgte en ung mand om vej. Bjergvejen var ualmindelig stejl, og efter få minutter var søen et glimtende vandspejl langt under os.

Gråhvide skyer trak henover himlen, og fra hotellets terrasse kunne jeg se byens centrum på den modsatte bred, og bag bykernen lå andre grønne bakker med spredte huse.

Kandy er mere end noget andet berømt for Den Hellige Tands Tempel, og det var også med det i tankerne, at jeg ankom til byen. Men jeg tog derfra med et noget mere mangfoldigt og broget indtryk af den srilankanske by med det tillokkende navn.

Det buddhistiske tempel trådte hurtigt i baggrunden, og frem trådte i stedet et vanvittigt hotel, jeg kendte fra en popsang; en kristen kirkegård fra kolonitiden, der blev passet af en spinkel, ældre herre; et farverigt madmarked og en restaurant med det sære navn Kandyan Muslim Hotel; og ikke mindst et besøg på en gammel tefabrik i udkanten af byen.

Men jeg besøgte selvfølgelig også Den Hellige Tands Tempel, Dalada Maligawa, som er hjemsted for det hellige relikvie, Buddhas ene hjørnetand. Det oprindelige tempel var for længst forsvundet, og i dag tjener det gamle kongeslot som tempel for Tanden.

Efter flere hundrede års kampe med skiftende kolonisatorer og andre konger på øen tabte Kandy magten til englænderne i 1815. De lokale var i høj grad behjælpelige med at smide den despotiske monark, Sri Wickrama Rajasingha, på porten.

I kolonitiden voksede byen til at blive Ceylons næststørste, skønt det tog 13 år at bygge en vej gennem junglen mellem Colombo og Kandy.

Briterne renoverede dele af det tidligere kongeslot og tillod, at det – ved at være hjemsted for Tanden – blev et spirituelt centrum, og dermed ikke længere et symbol på et tabt srilankansk magtcentrum.

Briterne tabte Kandy med selvstændigheden i 1948, og i dag betragter mange srilankanere de singalesiske kongedømmer i Kandy som den mest direkte forløber for en uafhængig nation.

Helga’s Folly

Mit hotel lå kun et stenkast fra det mest vanvittigt dekorerede sted i Sri Lanka, hotellet og restauranten Helga’s Folly. På Stereophonics album fra 2003 You Gotta Go There to Come Back er titlen på det tredje nummer, Madame Helga, opkaldt efter stedets ejer, Helga de Silva. Her er nogle linjer fra walisiske Kelly Jones, frontfigur og sangskriver i Stereophonics:

”She’s been married not once
Not twice, but three
And that’s the livin’ lovin’ woman
I want me to be
There were pictures and paintings
Of freaks like me.”

Jeg bestilte en drink og gik lidt omkring i stuerne. En Satchmo-plade spillede fra en gammel grammofon. At kalde stedet overdænget var en underdrivelse. Vægmalerier, tegninger, skulpturer og møbler fyldte rummene til bristepunktet. Indimellem var der noget virkelig smukt, det meste var kitchet, og det samlede indtryk var smagløst, men fascinerende anarki.

»Den første måned jeg arbejdede her, fik jeg mareridt hver nat,« fortalte den unge kvinde, som arbejdede i receptionen.

Helga de Silva flyttede tilbage her til sit barndomshjem i 1988. Hendes karriere som model var gået i stå, og hun var netop blevet skilt for anden gang. Helga de Silvas far – His Excellency Edmond Frederick Lorenz De Silva, der havde været både politiker og ambassadør i Paris – mente, at Helga skulle male sig ud af sorgen.

British Garrison Cemetery

Senere på dagen på den nordlige side af søen fandt jeg en stejl sidevej, der førte op til gravpladsen Kandy Garrison Cemetery, også kaldet British Garrison Cemetery.

Den urbane larm, der prægede det meste af Kandy, var helt fraværende her. Gravstenene var omgivet af træer, og græsset mellem dem var velholdt. Kirkegården blev etableret i 1817, og den sidste, som blev begravet her, døde i 1951. Jeg stoppede ved Lieut.-General John Frasers grav. Fraser var mest kendt for at bygge broer og veje og for at være en dygtig kartograf. Men efter at jeg havde gået omkring på British Garrison Cemetery, var det mest spektakulære ved Fraser hans alder – han blev 72 år. Næsten alle andre – de fleste født i 1800-tallet, da Sri Lanka var britisk koloni – døde, før de fyldte 37.

»Dengang var det meste jungle. Selv de britiske læger døde unge,« fortalte Mr. Charles Carmichael mig med et smil på læben.

Mr. Carmichael havde vedligeholdt kirkegården og de 195 grave i mere end 20 år. Han var en spinkel mand, der bar en velstrøget skjorte, og han talte meget sagte.

»Briterne gjorde uhensigtsmæssige ting. De havde for eksempel vaser med vand inde i huset. Det var en opskrift på malaria. En del englændere blev trampet ned af elefanter,« sagde han helt roligt og fulgte det op med en lav og behersket latter.

Jeg var tavs et øjeblik, og så fortalte jeg ham om en oplevelse, jeg havde haft et par dage tidligere:

Vi kørte i nærheden af Angamedilla, da jeg pludselig så en elefant i vejkanten og bad Ajante stoppe bilen. Elefanten stod stille, så jeg nærmede mig den stille og roligt, samtidig med at jeg fotograferede. Netop som to røde busser passerede på vejen, så dyret direkte og vredt på mig og begyndte at løbe i min retning. Jeg vendte mig og løb mod bilen. Men Ajante ville ikke risikere, at der skete noget med vognen, så han var også sat i gang. Jeg løb altså parallelt med bilen med en elefant i hælene. Heldigvis bremsede en varebil, der kom bagfra, hårdt op og lavede en u-vending. Det fik elefanten til også at vende sig et øjeblik. Ajante åbnede bildøren, og jeg sprang ind.

Mr. Carmichael sendte mig et nærmest medfølende smil. Jeg tror, han tænke:

»Endnu en zuda (hvid mand, red.) i Sri Lanka.«

Central Market ved Station Road var alt det, British Garrison Cemetery ikke var: larm, trafik, friske madvarer og menneskemylder. Uden egentlig at kunne forklare hvorfor, gik jeg hen til markedet flere gange i løbet af de dage, jeg tilbragte i Kandy.

Måske fordi der var så meget, som virkede næsten absurd i Kandy: Tandens Tempel med dets iscenesatte højtidelighed tilsat trommeslagere i bar overkrop; og danseshows for turister med såkaldte Kandyan Dancers i traditionelle kostymer, der i virkeligheden – for underholdningens skyld – har blandet dans og klædedragter fra hele øen. Lyden af disse fænomener var en infernalsk larm. Og jeg klarede det kun ved at tænkte på noget, komponisten og forfatteren Paul Bowles, der tilbragte flere vintre i Sri Lanka i 1950’erne, havde skrevet, og som fik mig til at le:

”Singaleserne er uden tvivl et af de mindst musikalske folkeslag i verden. Det lader sig ikke gøre at have mindre sans for tonehøjde, melodilinie eller rytme.”

Markedet var hverdagen; almindelige mennesker, der handlede og gik hjem og lavede mad til familien.

Fra markedet var der kun en kort gåtur forbi lotterisælgerne op til Kandy Clock Tower og hovedgaden Sri Dalada Veediya, der førte op til søen, hvor små boder solgte lotusblomster, og en slangetæmmer optrådte med sit domesticerede reptil.

På vejen købte jeg en avis og satte mig ind på Kandy Muslim Hotel, som ikke var et hotel, men en restaurant. De fleste andre gæster var muslimer, mange af mændene med bønnehuer på. En ældre mand spurgte, om han måtte sidde ved mit bord. Så vi talte lidt om maden – han spiste samosaer og jeg fik rice ’n’ curry, parantha og en salt lassi. Det kostede næsten ingenting og smagte fantastisk. Han spurgte, hvor jeg var fra, og vi delte avisen. I min sektion af Daily News kunne jeg i detaljer læse om gårdagens fire trafikulykker med dødelig udgang.

Ceylon Tea Museum

Ajante passede sig selv det meste af tiden, men han fik bilen ud af garagen, da jeg en dag gerne vil se endnu en kirkegård, den enorme botaniske have i Peradeniya og ikke mindst Ceylon Tea Museum på Hantana Road, få kilometer fra Kandy.

Foruden en beskrivelse af teens rejse fra Kina over Indien og Sri Lanka til de engelske fruers selskaber gav Ceylon Tea Museum også mulighed for at se nærmere på historien om manden, man her kaldte The Father of Ceylon Tea Industry, James Taylor.

Han blev født i Skotland i 1835, to år før Victoria blev dronning i Det Forenede Kongerige, og kom til Sri Lanka som syttenårig. Kaffe havde længe været den dominerende afgrøde i højderne, men den var blevet angrebet af en svamp, og teen blev det nye sort.

Her er lidt af Taylors beskrivelse af produktionen, der ændrede Sri Lanka for altid:

”Med hensyn til fremstilling af te lærte jeg det hovedsageligt fra andre og fra læsning, men det krævede en masse eksperimenter, før jeg fik succes.”

James Taylor var ugift og barnløs. Den eneste ferie, han nogensinde holdt, brugte han i Darjeeling for at se på te. Han døde af dysenteri i 1892 i en alder af 57 og blev begravet i Kandy.

Efter en rundvisning på museet gik jeg rundt for mig selv i den særlige James Taylor Section og så lidt på Taylors kikkert, med hvilken han havde skuet ud over temarkerne.

Jeg satte mig ned og fik serveret en kop te. Mit kamera var fedtet og støvet, så jeg begyndte at rense det. En mand på min egen alder satte sig ved bordet og spurgte, om jeg var fotograf.

»En slags,« svarede jeg, for jeg var faktisk i Sri Lanka for at fotografere til en bog.

Vi talte om fotografi, og han spurgte mig:

»Hvad, synes du, gør et billede godt?«

Han havde et intenst og alvorligt blik, så jeg måtte prøve at svare:

»Det er forskelligt fra billede til billede, men jeg tror, at alle interessante billeder indeholder noget, der ikke kan siges med ord, noget der kun kan vises visuelt.«

Han viste mig nogle familiebilleder, han bar rundt på i sin tegnebog. De var blevet ødelagt under en oversvømmelse. Han rakte dem til mig i tavshed, og jeg fik aldrig at vide, hvem de forestillede, men hans ansigtsudtryk afslørede, at han havde mistet noget, der stod ham nært.

Jeg drak lidt af teen og så på de ødelagte billeder. På det ene holdt en smilende mand i shorts en lille dreng på armen, på det andet blev den samme dreng holdt op foran kameraet af en kvinde.

Effekten fra vandskaden var, at billedet så ud til at være ved at forsvinde, alt imens jeg så på det. Jeg tænkte på Helga de Silva, der skulle male sig ud af sorgen og endte med at fylde et helt hotel med billeder; jeg tænkte på Mr. Carmichaels grave, kolonisterne og deres tidlige død; og jeg tænkte på James Taylors dysenteri.

Og det slog mig, hvor fuldkommen vanvittigt det var, at Kandy husede et tempel, hvis spirituelle center var beskyttelsen af et 2.500 år gammelt – og sandsynligvis falsk – relikvie, i en by hvor alt tilsyneladende handlede om forgængelighed.

Og måske var det derfor, jeg havde været mere fascineret af fisk og gulerødder på markedet end processionerne i templet.

Næste dag besøgte jeg igen Central Market og købte samosaer og lassi på Kandyan Muslim Hotel, og så satte jeg mig på et tog, der kørte højere op i bjergene.

Vil du have rejsenyheder, anmeldelser og guider på en nem og hurtig måde? Så bestil JP’s Rejse-nyhedsbrev, som kommer hver fredag kl. 15.00. Tilmelding her.