Forsvaret har frigivet video fra gaslækage
Myndighederne har konstateret i alt tre læk fra gasledningerne Nord Stream og Nord Stream 2.
Forsvaret har for første gang frigivet billeder og video fra det gasudslip, som lige nu pågår ud for Bornholms kyst.
Både fotos og video er taget fra de F-16 fly, som Jyllands-Posten mandag aften kunne fortælle var på vingerne for at undersøge den russiske gasledning Nord Stream 2, efter meldinger om trykfald på ledningen.
Senere har det vist sig, at både Nord Stream og den nyere Nord Stream 2 er ramt af lækage. Derved strømmer der lige nu gas ud i havet, og myndighederne har derfor lagt flere sikkerhedszoner ud for at forhindre, at skibe nærmer sig området.
Det er uklart, hvorfor der er gået hul på ledningerne. Både udenrigsminister Jeppe Kofod og statsminister Mette Frederiksen har tirsdag udtalt, at man ikke kan udelukket, at der er tale om sabotage.
Forsvaret oplyser, at den største af lækagerne ses i havoverfladen med en kilometer i diameter.
Myndighederne har indkaldt i det nationale kriseberedskab, Den Nationale Operative Stab (Nost), for at drøfte, hvordan myndighederne skal håndtere situationen.
Staben ledes af Rigspolitiet og består derudover også af efterretningstjenesterne, Forsvarskommandoen, Beredskabsstyrelsen, Udenrigsministeriet, Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Sundhedsstyrelsen og Trafikstyrelsen.
Forsvaret støtter i forbindelse med myndighedsindsatsen ved lækagerne på Nord Stream-gasledninger i Østersøen.
Fregatten Absalon og miljøskibet Gunnar Thorson er på vej for at gennemføre farvandsovervågning ved forbudszonerne, og Forsvaret støtter ligeledes med en helikopterkapacitet. Derudover var patruljeskibet Rota i området i nat.
Jeppe Kofod oplyste efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn, at Danmark har orienteret Nato-landende om situationen. Det skal nu klarlægges, hvordan lækagerne er opstået.