Forside

Tirsdagens aktier: FLS toppede i rødt C20 Cap

Investorerne på det danske aktiemarked kunne tirsdag ikke bestemme sig for, om de ville sælge eller købe. Dagen igennem bød på udskiftende fortegn, hvor C20 Cap-indekset bølgede frem og tilbage mellem små plusser og minusser.

Det kunne dog ikke rokke ved FLSmidth, der fra morgenstunden kunne annoncere en ny cementordre. Selskabet lagde sig hurtigt i front og så sig ikke tilbage.

C20 Cap lukkede 0,3 pct. lavere i indeks 807,71, efter at indekset steg 0,1 pct. omkring middagstid.

Noget kunne tyde på, at julefreden satte sit præg, da aktiviteten på det danske marked var lavere end normalt, og det er ikke overraskende årstiden taget i betragtning. Det vurderer Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

- Dagen i dag har været præget af, at flere markedsaktører er væk, så volumen har været til den svage side, og det har generelt været en stille dag på kontoret, og det er typisk for de her juledage, siger han til Ritzau Finans.

Tirsdag eftermiddag viste en tredje opgørelse, at den amerikanske økonomi voksede med 5,0 pct. i tredje kvartal i forhold til andet kvartal opgjort i annualiserede tal.

Udviklingen var dermed en del stærkere end ventet, idet konsensus blandt økonomerne ifølge Bloomberg News var en vækst på 4,3 pct. Den tidligere opgørelse havde vist en vækst på 3,9 pct. i kvartalet.

FLSmidth tog forskud på julegaverne og steg 1,7 pct. til 274,2 kr. efter nyheden om ordren på en cementproduktionslinje til Cemex i Colombia. Der er ikke sat et officielt beløb på opgaven, men det danske selskab regner med et positivt bidrag til Cement-divisionens indtjening frem til slutningen af 2017. Flere colombianske medier fortæller, at bestillingen fra Cemex har en værdi af 257 mio. kr.

Lillejuleaftensdag bød også på svagt lys i mørket for de olierelaterede selskaber. Arabiske OPEC-medlemmer vurderer, at den globale pris på olie vil stige til mellem 70 og 80 dollar per tønde ved udgangen af 2015. Det fremgår af udtalelser fra OPEC-delegerede i denne uge som første tegn på, hvor den magtfulde gruppe af olieproducerende lande forventer, at markederne vil bevæge sig hen på den mellemlange bane, skrev Reuters.

Mærsks administrerende direktør, Nils Smedegaard Andersen, sagde tirsdag til Politiken, at hvis olieprisen forbliver omkring de 60 dollar, vil omsætningen på Mærsks oliedel blive reduceret med omkring en tredjedel.

Tirsdag klokken 17 kostede en tønde brent-olie 60,76 dollar.

Mærsk B-aktie lukkede 0,8 pct. højere i 12.400 kr.

Bang & Olufsen forsøgte ihærdigt at slikke sårene, efter at selskabet mandag nedjusterede forventningerne til 2014/2015. Men lige lidt hjalp det, for B&O-aktien lukkede tirsdag uændret til 37,7 kr. efter et fald på 8 pct. dagen forinden.

Til Berlingske Business siger bestyrelsesformand Ole Andersen, at B&O er for lille til at stå alene, og derfor skal mulighederne for en løsning i form af frasalg eller partnerskab undersøges.

- Som virksomheden ser ud i dag, er B&O for lille en virksomhed til at være selvstændig. Hvis ikke vi kan skabe betydeligt mere størrelse på egen hånd, er spørgsmålet, om vi enten skal indskrænke vores forretning eller søge nogle partnere, udtaler Ole Andersen til Berlingske Business.

Han vil ikke udelukke, at B&O stadig er selvstændigt om fem år, men at det næppe vil være i den udgave, som vi kender i dag.

Nordea Markets reducerede tirsdag sit kursmål for aktien i B&O til 33 kr. fra tidligere 42 kr. Anbefalingen blev fastholdt på "sælg".

Novozymes har indgået en aftale med amerikanske Epivax, der udvikler vacciner og immunterapi. Aftalen giver sidstnævnte en licens på Novozymes' albumin-fusionsteknologi, Veltis. Det meddelte Epivax tirsdag, der efter to års forløb, hvor Veltis er blevet afprøvet, har valgt at indgå en egentlig licensaftale til brug for udvikling af nye immunterapier. Epivax har identificeret et sæt naturlige peptidsekvenser, tregitoper, som er første mål for samarbejdet med Novozymes.

Planen er at udvikle et rekombinant alternativ til IVIG, der sidste år udgjorde et marked på over 6 mia. dollar globalt. Det skal ske ved at fusionere tregitoper med det naturligt forekommende protein albumin, der fungerer som transportør af terapien og samtidig forlænger dens levetid.

Novozymes endte med at lukke uændret til 264 kr.

/ritzau/FINANS

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.