Wikileaks: USA udspionerede Japan og flere store virksomheder
Mitsubishi og den japanske centralbank er ifølge Wikileaks sammen med den japanske regering blevet overvåget af NSA.
Endnu en tæt allieret kan nu blive føjet til listen over mål for den amerikanske regerings omfattende spionage, lyder det fra whistleblower-organisationen Wikileaks.
Den amerikanske efterretningstjeneste NSA har ifølge Wikileaks spioneret mod personer i den japanske regering, Japans centralbank, Bank of Japan, og flere virksomheder som Mitsubishi og Mitsui. Det skriver Wikileaks i en pressemeddelelse.
Spionagen er angiveligt sket over en periode på otte år, og dokumenter, som er blevet offentliggjort i dag, viser ifølge Wikileaks, at i alt 35 japanske telefonnumre har været omfattet af spionage fra NSA, heriblandt den japanske premierministers, Shinzo Abe.
Dokumenterne er bl.a. blevet beskrevet i avisen Süddeutsche Zeitung, der har fået adgang til de tophemmelige papirer før dagens offentliggørelse.
Den japanske regering har endnu ikke kommenteret på oplysningerne.
Spionagen har først og fremmest givet USA ”intim viden” om Japans landbrugsimport, handelspolitik, teknologisk udvikling, atomenergi og klimapolitik, ifølge Wikileaks.
Et af dokumenterne fra spionagen er angiveligt blevet delt med Australien, Canada, Storbritannien og New Zealand, lyder det.
Alligevel vurderer bl.a. Süddeutsche Zeitung, at den største afsløring ligger i, at USA ”har aflyttet en af Washingtons nærmeste allierede”.
Wikileaks har tidligere offentliggjort dokumenter om amerikansk spionage mod Frankrig, Brasilien og Tysklands regeringer. Afsløringerne om NSA startede i 2013, da den tidligere NSA-ansatte Edward Snowden offentliggjorde store mængder fortroligt materiale fra efterretningstjenesten.
De frigivne, tophemmelige dokumenter kan ifølge flere australske medier skade de forhandlinger, der i øjeblikket er i gang mellem bl.a. USA, Japan og Australien om en stor international frihandelsaftale.