EU og USA tæt på ny data-aftale
EU-domstolens underkendelse af den såkaldte Safe Harbor-aftale resulterer nu i en ny aftale med flere tiltag, der skal sikre EU-borgeres datarettigheder. Manden bag underkendelsen er dog skeptisk.
En amerikansk ombudsmand - uafhængig af landets efterretningstjenester - samt årlige servicetjek og bedre klagemuligheder skal sikre, at EU's borgere kan vide sig sikre mod amerikansk masseovervågning af personlige data opbevaret i USA.
Sådan lyder det fra EU-Kommissionens næstformand Andrus Ansip på et pressemøde, hvor han bekræfter en ny aftale om persondata europæiske borgere med USA.
Aftalen kommer efter EU-domstolen rev tæppet væk under en tidligere aftale i oktober sidste år.
»Vi vil være sikre på, at når europæiske data bliver sendt videre til USA, så vil de fortsat være beskyttede. Og vi har aftalt et nyt regelsæt med USA, der vil sikre at de rette kontrolinstanser er på plads for at sikre det (..) USA har gjort klart, at man ikke masseovervåger europæiske borgere,« lyder det på et pressemøde tirsdag fra Andrus Ansip, der betegner aftalen som
»Meget bedre end den sidste.«
Ansip og kommisær for retlige anliggender, forbrugerpolitik og ligestilling Vera Jourová skal nu få aftalen endelig på plads i de kommende uger.
Manden, der sænkede den oprindelige aftale med sin sag mod Facebook, er dog ikke imponeret af detaljerne om den nye aftale.
På det sociale medie twitter oplister den østrigske jurist Maximillian Schrems en lang række klager over og spørgsmål til aftalen. Han peger ligesom flere andre debatører på, at flere af detaljerne stadig står uklare, og det fx allerede eksisterede en aftale om et årligt servicetjek.