Salget af projektlejligheder buldrer frem til høje priser
Knap en tredjedel af alle solgte ejerlejligheder i København i december og januar var projektlejligheder. Ekspert mener, at lejlighederne er forbeholdt de få.
Projektlejligheder er populære, når københavnerne køber bolig. I december og januar tegnede lejlighedstypen - der ofte er under opførsel på købstidspunktet - sig således for knap en tredjedel af alle solgte ejerlejligheder i København. Også prisen skyder i vejret. I gennemsnit koster en projektlejlighed 40.000 kr. pr. kvadratmeter, mens man slipper med knap 32.000 kr. pr. kvadratmeter for en lejlighed i den ældre boligmasse.
Det viser tal fra Home.
Ifølge projektdirektør i Boligøkonomisk Videnscenter, Curt Liliegreen, er projektlejlighederne ikke med til at mætte den store efterspørgsel, der generelt er efter lejligheder i København:
»Desværre er det sådan, at mange projektlejligheder henvender sig til en snæver befolkningsgruppe. Man bygger i den øverste ende af spektret til meget høje kvadratmeterpriser. Derfor er projektbyggeriet ikke med til at dække det samfundsmæssige behov for flere boliger, der er til at betale for almindelige indkomstgrupper,« siger han.
Den høje pris skyldes blandt andet, at byggegrundene typisk ligger på nogle eftertragtede adresser med udsigt til vand. Samtidig er det kostbart at bygge nær vandet, fordi det stiller høje krav til ejendommenes »modstandsdygtighed mod vand«, forklarer Curt Liliegreen.
Før finanskrisen boomede antallet af solgte projektlejligheder. I 2005 tegnede de sig således for knap halvdelen af alle solgte ejerlejligheder i København. Selv om salget af projektlejligheder udgør knap en tredjedel af det samlede salg i København i dag, er det ikke tegn på, at vi er på vej ind i en ny finanskrise, vurderer Curt Liliegreen:
»I dag er renten meget lavere end før finanskrisen, og væksten er i et helt andet og lavere gear. I 2005 og 2006 boomede byggeriet og man havde generel økonomisk fremgang. Derfor skal man passe meget på med at sammenligne det, der skete for 10 år siden med det, der sker lige i øjeblikket,« siger han.