8 madfestivaler, du ikke må gå glip af

Der er fisk, skaldyr og læskende vin, når nordjyderne indbyder til fødevarefestivaler. Her får du 8 bud på fristende og mættende festivaler i Lysets Land.

Artiklen er leveret af

Elsker du god mad, friske råvarer og måske et lækkert glas vin? Og vil du gerne prøve mange forskellige smage på én gang? Så skal du afsted til en af de mange fødevarefestivaler, som nordjyderne indbyder til hen over året.

Nordjylland har kort vej til hav og vand, så naturligvis fylder fisk og skaldyr meget - hvad enten det er østers fra Limfjorden, jomfruhummere eller friske fisk fra Nordsøen og Kattegat. Men der venter også andre oplevelser end dem med fokus på havet. Du kan også opleve masser af friske grøntsager, lokalt oksekød og endda vin dyrket på Danmarks nordligste vingård.

Uanset hvilken festival, du besøger, møder du entusiastiske udstillere, der virkelig brænder for, at du skal smage netop deres produkt. Så du kan være sikker på, at der venter dig masser af smagsprøver, historier og sjove oplevelser, hvor du ofte selv kan få hænderne fulde og måske en østers med hjem, direkte fra Limfjordens bund.

Skaldyrsfestival på Mors

Nykøbing Mors, 31. maj - 1. juni

Limfjorden bugner med skaldyr, og lige midt i Fjorden ligger øen Mors. Så hvor er det mere oplagt at nyde fjordens friske lækkerier end lige præcis her?

Skaldyrsfestivalens hovedattraktion er den store skaldyrsbuffet, som frister både fredag og lørdag. Men der er også masser af boder med muslinger og andet godt, ligesom du kan komme ombord på fiskekuttere og tage på sejlture på fjorden. Og for de pizzasultne er pizzaskole og pizzaevents, når Morsø og Weber lærer børn og voksne at tilberede den italienske klassiker med og uden skaldyr.

www.skaldyrfestival.dk

Smag på Thy

Thisted, 31. maj

Lokale fødevarer fra Thy er i højsædet, når Store Torv i Thisted står i madoplevelsernes tegn. Og modsat mange festivaler, hvor det kun er små producenter, der møder op, kan du også her møde nogle af de store spillere fra Thy. Således kan du smage, hvad eksempelvis Thisted Bryghus, Bakkedal og Tican går og specialiserer sig i, ligesom alle de små nicheproducenter viser deres lækkerier frem.

Smag på Thy bliver til i samarbejde med byerne Hanstholm og Hurup, der hver har sin festival - Hurup fokuserer på kunst og håndværk og Hanstholm på det maritime.

https://thistedby.dk/det-sker/smag-paa-thy/

Nordjysk Vinfestival

Brønderslev, 31. maj - 1. juni

For vinelskere og bare almindeligt tørstige, er der ingen vej uden om Nordjysk Vinfestival i Brønderslev. Tre af byens gader bliver omdannet til et gigantisk vinmekka med ca. 40 stande, hvor både vinbutikker og små vinproducenter med passion og viden præsenterer et stort udvalg af vine og masser af smagsprøver. Nogle af udstillerne er også ganske lokale, hvor eksempelvis Danmarks nordligste vingård, Nygårdsminde, viser, hvor gode dråber, den nordjyske muld kan frembringe.

Du behøver i øvrigt ikke at holde igen, fordi du skal køre, for med billet til vinfestivalen kan du køre gratis med både busser og tog i hele Nordjylland under festivalen.

www.nordjyskvinfestival.dk

Blokhus Råvaremarked

Blokhus, tirsdage i uge 26-32

Om tirsdagen i skolernes sommerferie bliver gården ved Strandingskroen og Futten i Blokhus omdannet til et fristende råvaremarked. Her stiller cirka 25 lokale fødevareproducenter fra Jammerbugten op med boder, smagsprøver og masser af fristelser.

Og der er noget for enhver smag, når der er grøntsager fra eksempelvis Biersted, gin og whisky fra Tranum og øl fra Bratbjerg. Dertil kommer oste fra Ingstrup mejeri og kød fra lokale gårde. Mange af producenterne har været med i mange år på markedet, som de sidste 10 år har mættet både lokale og sommerhusgæster.

 https://www.visitnordjylland.dk/blokhus-raavaremarked-gdk1082040 

Muslingefestival

Løgstør, 12-14. juli

Limfjordens bløde blåmuslinger er omdrejningspunktet, når Løgstør byder indenfor til et hav af aktiviteter og fristelser. Ja, faktisk betyder de små bløddyr så meget for byen, at Løgstør også kalder sig Muslingebyen.

Hovedattraktionen er traditionen tro, når Muslingebyens Mobile Kogelaug koger 1 tons muslinger og finder på nye retter. Hvad de kreative påfund er i år, er endnu ikke på plads, men tidligere er retter som muslinge-hotdog, muslinger-burger og muslinge-tartelet opstået ved den lejlighed.

Du kan også blive klogere på dyrelivet ved fjorden, høre musik og ose rundt på fødevaremarkedet fyldt med lækkerier fra både Limfjorden og Himmerlands muld.

https://www.visitvesthimmerland.dk/loegstoer-muslingefestival-2019-gdk1104262

Læsø Jomfruhummerfestival

Østerby Havn, 3. august

Kampen om Den Gyldne Jomfruhummerklo er den store attraktion, når Østerby Havn står i jomfruhummerens navn. Her dyster nogle af landets bedste kokke om at lave den bedste ret med den lille røde hummer og Læsøs andre råvarer som eksempelvis kantareller og skalotteløg. Og selv om kun dommerne får lov til smage de fantastiske retter, er det alligevel underholdende at overvære konkurrencen, som bliver kommenteret og præsenteret af dygtige værter.

De mange hundrede gæster, der hvert år kommer til festivalen, går dog sjældent sultne fra havnen. For masser af boder serverer jomfruhummere og andet godt fra Kattegat, så sommersmilet kommer frem, og maven bliver mæt.

www.jomfruhummerfestival.dk

Hirtshals Fiskefestival

Hirtshals, 1-3. august

Det er Nordsøens skatte, det hele handler om, når Hirtshals byder indenfor til den årlige fiskefestival. I tre dage lugter byen af fisk på den allerbedste måde, når der er fisketorv, fiskeauktion, havnerundfart og masser af lækkerier fra havet. De småsultne kan kigge forbi de mange boder med smagsprøver, men er fiskesulten rigtig stor, er der ingen vej uden om den store fiskebuffet.

Børnene kan også prøver kræfter i køkkenet med det særlige madværksted for børn, og for de voksne og snapseglade kårer man også Årets Bjesk, som er et nordjysk ord for kryddersnaps - som blandt står godt til sild og andet godt fra havet.

www.hirtshalsfiskefestival.dk

Oyster Trophy Week

Limfjorden, 12-21. oktober

En af Danmarks mest eksklusive delikatesser er Limfjordsøsters. De store, kødfulde bløddyr er den sidste rest af Den Europæiske Østers, som er tilbage, og er derfor efterspurgt af østerselskere og restauranter langt ud over Danmarks grænser.

Derfor er det ikke tilfældigt, at østers, hvert efterår bliver hyldet Limfjorden rundt - og andre steder i Danmark - med en særlig festival. Her kan du smage østers fra nogle af landets topkokke og selv iføre dig waders og komme med ud og samle østers direkte fra Fjordens bund. For selv om østers er eksklusive og dyre at købe, kan du faktisk samle dem selv, helt gratis - især hvis du får hjælp af en dygtig østerssamler.

www.enjoy-limfjorden.com
 

Denne artikel er sponsoreret af VisitNordjylland

Nord for det du kender er lyset magisk og der er højere til himlen. Nordjylland er Danmark, når det er allerdejligst. Naturen er konstant vekslende mellem det barske og blide, smukke og rå. Der er en særlig puls - og du mærker den året rundt. Læs mere om at holde ferie i Nordjylland her