Dollarens nedtur koster Torm dyrt
Rederiet nedjusterer reelt sin 2002-prognose med 64 pct. efter dollarens fald.
Rederiet Torm må nu erkende, at den svage US-dollar koster dyrbar indtjening.
Dollarsvækkelsen er den altafgørende årsag til, at Torm må nedjustere sine prognoser for nettooverskuddet i 2002 med over 35 mio. kr. til nu knap 380 mio. kr.
Renset for en tilbageførsel af skat på hele 360 mio. kr., fordi Torm tilslutter sig den nye tonnageskatteordning, svarer det til en nedjustering af overskuddet på hele 64 pct.
Alligevel erklærer adm. direktør Klaus Kjærulff sig tilfreds med udviklingen hidtil i år.
»Nedjusteringen skyldes udelukkende dollarfaldets negative indvirkning på rederiets indtjening. Men ser vi på driften, har vi inden for såvel produkttank som liniefarten klaret os bedre end markedet generelt. Tørlastdivisionen viser ganske vist ikke nogen god indtjening, men klarer sig dog bedre, end vi oprindeligt havde ventet. Set i det lys, kan vi kun være relativt tilfredse,« siger Kjærulff.
Overskud på 135 mio. kr.
Halvårsregnskabet fra Torm, der blev offentliggjort sent i går, viser nogenlunde som ventet et driftsoverskud før afskrivninger på 135 mio. kr.
Rederiet har måttet indkassere et smæk på 50 mio. kr. i negative kursreguleringer på den amerikanske dollar og må derfor nøjes med et underskud på tre mio. kr. før skat foreløbig i år. Men i kraft af den solide tilbageførsel af skat, kan rederiet alligevel mønstre et plus på bundlinien på i alt 357 mio. kr.
På det vigtige produkttankmarked har Torm været i stand til at styre uden om de værste skær i takt med verdensøkonomiens nedtur.
Rederiets tre poolsamarbejder har klaret sig bedre end ventet, og samlet har produkttankerne leveret en indtjening på 155 mio. kr. før administration, renter og afskrivninger.
Tørlastskibene har været ramt af pressede rater og kommer derfor ud med et underskud på 15 mio. kr., mens containerfarten gav et overskud på knap en snes mio. kr.
Mens 2002 bliver et år på det jævne, forventer Torm-ledelsen, at forretningen til næste år vil blive bedre.
»Som situationen er nu, må vi forvente en stigende indtjening i 2003. Tørlast ventes da at bidrage med overskud, hvilket jo i sig selv vil markere en fremgang,« siger Klaus Kjærulff.
Mindre meddelsom er han med hensyn til udgangen på sommerens store gyser - Torms forsøg på at gennemføre en fjendtlig overtagelse af rederikollegaen Norden. Det lykkedes kun for Torm at sætte sig på knap en tredjedel af Nordens aktier med sit pludselige overtagelsestilbud. Norden-ledelsen har blankt afvist tanken om at lade sig overtage, mens Torms topfolk fremdeles arbejder for en fusion.
»Vi har haft et møde med Nordens ledelse, men har ikke flere kommentarer til den sag, end det, vi tidligere har sagt,« siger Klaus Kjærulff med henvisning til, at Torm endnu ikke har opgivet et giftermål med kollegaen.
Foreløbig må Torm nøjes med at konstatere, at en fortsat belejring i det mindste vil betyde, at en lille tredjedel af Nordens budgetterede overskud på 200 mio. kr., ryger direkte ned i Torms pengekasse. Et beløb, der ikke er indregnet i en nedjusterede forventning om et nettooverskud i år på 380 mio. kr.