Småpenge til internet
Et nyt fælles betalingssystem skal gøre det kommende mobile internet til en markedsplads. Med CoinClick er det muligt med få museklik at købe småtjenester på internet.
I går blev det første skridt taget til at gøre det kommende mobile internet til en markedsplads for service og tjenester. Banker og sparekasser åbnede sammen med TDC og PBS deres nye fælles system for mini-betalinger på internet. Systemet kan vise sig at blive lige så betydelig for fremtidens elektroniske servicebutikker, som Dankortet er blevet det for den traditionelle handel.
Det nye system, der hedder CoinClick, gør det muligt med få museklik at købe småtjenester på internet. Det kan f.eks. være køb af musiknumre, man henter fra internet (fra otte kr. stykket). Eller oplysningstjenester, lige fra sportsresultater sendt til mobiltelefon, når de foreligger (det koster to kr.), til virksomhedsregnskaber, man henter på sin PC for 49 kr. stykket.
Elektroniske småpenge
Forbrugere kan selv oprette en CoinClick-konto og benytte den til betaling af bl.a. musiknumre fra MyMusic musikportal eller finansrådgivning fra MyBanker.
CoinClick er elektroniske småpenge til betaling af beløb mellem 50 øre og 50 kr. Ved så små beløb er det for besværligt og for dyrt at betale med kreditkort eller Dankort på internet. Derfor har der ikke været penge at tjene på at sælge småydelser online. Men det ændrer CoinClick på: »Med CoinClick er grundlaget for at gøre websites rentable skabt. Indholdsudbyderne vil være i stand til at udbyde tjenester for små beløb,« siger direktør i CoinClick, Torben Nordquist. »Og for kunderne betyder det f.eks. nye muligheder for at få leveret informationer på nettet eller på mobiltelefonen, mens man er optaget af noget andet.«
CoinClick-kontoen er en elektronisk pung til "klik-mønter". Forbrugere kan fylde deres elektroniske CoinClick-pung op med mellem 50 og 500 kr., hvorefter det er gratis og gebyrfrit både at oprette og bruge pungen. Påfyldningen af nye klik-mønter foregår via internet, hvor man skal benytte sit Dankort, kreditkort eller netbank.
Man kan også vælge en kreditmodel uden forudbetaling, hvor man via PBS får et kontoudskrift og automatisk trækkes for sit forbrug af klik-mønter på sin bankkonto. Denne efterbetalingsmodel koster en krone om måneden i fast gebyr, og er derudover gratis i brug.
Mikrobetalinger
CoinClick-systemet er udviklet i samarbejde med Danske Bank, Nordea, Regionale Bankers Forening, Lokale Pengeinstitutter, PBS og TDC. Pengeinstitutsektoren har årelang erfaring i elektronisk betaling, men selv det billigste betalingssystem, Dankortet, koster et par kroner hver gang det benyttes. Derfor har de eksisterende betalingssystemer ikke kunnet bruges til småbetalinger - såkaldte mikrobetalinger. Og uden et betalingssystem til småbeløb har tjenesteudbydere og butikker på internet ikke kunnet sælge små og billige tjenester eller varer.
Tele-partneren i samarbejdet, TDC, er til gengæld ekspert i mikrobetalinger. Desuden er TDC en storspiller på mobiltelefonmarkedet og som internetselskab.
CoinClick-systemet kan også bane vej for mikrobetaling af de mange nye tjenester, som det kommende mobiltelefonsystem, 3G, ventes at medføre. Og når hele internet i løbet af en årrække ventes at blive trådløst og mobilt, vil stigende mikrobetaling af tjenester og deraf følgende stigende mobil internet-trafik gavne teleselskaberne.
Langsigtet investering
Hvor hurtigt udviklingen går, bestemmer tjenesteudbydere og forbrugere. »Markedet skal først udvikles, og derfor er CoinClick en langsigtet investering«, oplyser Torben Nordquist.
I går åbnede de første fem internet- og mobiltjenester, som accepterer CoinClick. Og om kort tid udvides listen med yderligere fem.
Man opretter en CoinClick-konto enten gennem sin netbank eller på www.coinclick.dk