Milliardæren savner sin bror

WIEN - »Hvad jeg er værd i penge nu? Tja, det er ikke sådan til at regne ud. Det bliver vel ... skal vi sige godt 10 milliarder plus det løse.«

Som han sidder der med sørøvere på sit skæve slips, ligner han ikke en af Danmarks rigeste mænd, om end den knap en halv meter lange havanneser af mærket Cohiba fra W.Ø. Larsen på Amagertorv i København giver et fingerpeg om niveauet. Han er på alle måder en mand, der har sine 106 kilo solidt plantet på jorden, og pral ligger ham fjernt. Derfor skal gevinsten ved det, der skete i forrige uge, også trækkes ud af ham.

Da Jørgen Philip-Sørensens velkonsoliderede, enmandsejede internationale vagtselskab Group 4 fusionerede med Falck og blev verdens næststørste.

Når vi nu sidder i Group 4's østrigske hovedkvarter i Wien og ikke hjemme på hans hovedsæde i Broadway nord for London - eller i Gammel Skagen for den sags skyld, hænger det sammen med, at den 61-årige nyvalgte bestyrelsesformand for sammenslutningen ikke kan holde sig i ro, og det har altså maget sig sådan, at han skulle til Wien. Han er rejst herned dagen før i sit privatfly, der ud over havanneseren også fortæller, at han ikke er en hvem-som-helst. I aften skal han i operaen for at høre på Wagner i fem timer, »min kone har lovet at skubbe til mig, hvis jeg falder i søvn,« i går holdt han møde med sine østrigske direktører, og nu har han sat en halv dag af til JP.

Vi har placeret os ved et blankpoleret konferencebord på to gange ti meter, cigarkassen er sat frem, det samme er småkager dækket med et tykt lag chokolade, der måske giver en af forklaringerne på, hvorfor Jørgen Philip-Sørensens livrem strammer godt til og har svært ved at holde de mange kilo i ave.

Smil til chaufføren

»Vil du have kaffe eller vand eller begge dele,« spørger the chairman, som hans mange ansatte ynder at kalde ham. Han springer op, bestiller hos sekretæren og forklarer, at han holder af begrebet service. Og service er netop, hvad han har bygget sin koncern op omkring.

»Du tog en taxa herud,« siger han. »Huskede du at smile til chaufføren og sige tak for turen? Hvis du gjorde det, blev han glad, og det vil komme hans næste kunde til gode. Engang betragtede ikke mindst danskerne servicefaget som det laveste lave. Sådan er det heldigvis ikke længere. I dag er det et accepteret erhverv.«

Dagen efter seancen her holdt Jørgen Philip-Sørensen foredrag for de mange fagforeninger, der er repræsenteret i Group 4, som alene har 83.000 ansatte, og hen mod slutningen af ugen satte den otte-personers HS 800 fra British Aerospace kursen mod Sindal flyveplads, så weekenden kunne tilbringes i det Gammel Skagen, hvor han er kommet siden drengeårene, og som han har sat sit tydelige præg på med opkøb af blandt andet idyllen Strandhotellet, restaurant Sømærket og flere sommerboliger.

At the chairman overhovedet betragter sig som dansker, er lidt af en tilsnigelse, for han er svensk statsborger, og i de seneste 25 år har England været hans faste base, hvor han kunne udvikle sin Group 4, uden at danskerne rigtig blev opmærksom på ham, fordi han har afdelinger alle andre steder end lige her. En karriere, der begyndte, da han som 19-årig blev sendt til Helsingborg med ansvaret for distrikt 1 i faderens svenske vagtselskab.

En god skole

»Jeg gik hver nat rundt som vægter med 7,5 kg nøgler,« siger han. »Det var en god skole.«

Og den var så god, at han forleden kunne overtage 37,5 af aktierne i Group 4 Falck til en værdi af 10 milliarder kroner.

»Jeg kan overhovedet ikke forholde mig til så store penge,« erkender han. »Og jeg får dem jo heller ikke udbetalt, for jeg har ingen planer om at sælge, bortset fra at jeg ifølge aftalen skal nedbringe min aktiepost til 30 procent inden næste sommer, da den er for dominerende for en enkelt aktionær. Men resten bliver i virksomheden.«

I 1999 placerede Børsens Nyhedsmagasin Jørgen Philip-Sørensen som nummer 21 på listen over Danmarks mest velhavende personer med en formue på 1,6 milliarder kroner.

»De ringede for nylig for at høre, hvordan det nu stod til,« fortæller han. »Vi holdt stadig forhandlingerne hemmelige, og jeg kunne blot fortælle, at regnskaberne i Group 4 endnu ikke var færdige. Så må vi se ... «

Succesen har imidlertid ikke været uden omkostninger. Den fire år yngre broder Sven har kappet alle forbindelser til Jørgen, som blev beskyldt for at have røvrendt ham, da de i sin tid delte deres fælles vagtselskab. Senere gik vagtchefens ægteskab i opløsning. Og i 1989 stod han på afgrundens rand, fordi hans helbred brød sammen på grund af for stort arbejdspres. Han var indlagt i en måned, men kom tilbage med fuld styrke.

»Sygdommen havde den positive effekt, at jeg holdt op med at ryge en masse cigaretter, og jeg tabte mig også,« siger han.

Cigaretterne blev afløst af to, maksimalt tre havannesere om dagen.

Skilsmissen fra ungdomskæresten Ingrid blev gennemført i fordragelighed, hvorimod bruddet med broderen endte ulykkeligt, og selv om der er gået mange år, plager det ham stadig.

»Jeg har forsøgt at få kontakt til Sven, der bor i Stockholm, men han vil ikke kendes ved mig.«

De to var udset til at køre parløb i De forenede Vagtselskaber, som deres farfar, Philip Sørensen, blev en del af i 1914 og senere overtog. Philip Sørensens søn Erik ønskede at blive skuespiller, men faderen overtalte ham til at træde ind i firmaet. Det viste sig at blive en lykkelig beslutning. Erik blev først forretningsfører for AB Hälsingborg Nattvakt, som De forenede Vagtselskaber netop havde erhvervet. Erik Philip-Sørensen fortsatte med at købe op, og i 1959 samlede han det hele i Securitas International, der i dag er verdens største vagtselskab - med Group 4 Falck på 2. pladsen.

I 1969 trak den i dag 90-årige succesrige forretningsmand sig tilbage og overlod ledelsen til sønnerne Jørgen og Sven.

Fem år senere ønskede han at realisere sine værdier. Jørgen og Sven kunne købe virksomheden for 25 millioner kroner, og 30. december 1974 mødte Jørgen op i S.E. Bankens afdeling i Malmø, hvor han skulle underskrive papirerne.

Nu har gøgl altid været en del af familien Philip-Sørensens livsstil, således også ved denne lejlighed.

»Da vi var færdig med at snakke, gav jeg min far en check på 12,5 millioner kroner,« fortæller Jørgen Philip-Sørensen. »Vi har aftalt 25 millioner, sagde min far. Ja, svarede jeg, men jeg har jo ikke fået aktierne endnu. Så sendte de en bankbetjent ned i kælderen efter dem. Han kørte dem ind på en trillebør. Og derefter gav jeg min far endnu en check på 12,5 millioner.«

Jørgen, der i utide havde forladt Herlufsholm, fordi rektor mente, at de spildte hinandens tid, blev nu administrerende direktør for brødrenes selskab. Hans baggrund var en mellemskoleeksamen og handelseksamen fra Niels Brock plus vægterår i Helsingborg og Birmingham, suppleret med en direktørpost i faderens nyoprettede belgiske selskab.

»Jeg kom derned med 50.000 kroner og en brugt Volvo og kunne ikke forstå et ord,« siger han. »Jeg ansatte en medhjælper i firmaet, og vi måtte selv gå vagt, fordi vi ikke havde råd til at ansætte en vægter. Han er i øvrigt hos mig endnu.«

Større stilling

Med tiden blev familiens ældste søn rustet til den større stilling. Men det gik ikke med ham og broderen, og i 1979 ville Sven ud af samarbejdet. Han indkaldte tre vurderingsfolk, som nåede frem til, at han skulle have den svenske afdeling og Jørgen den noget mindre udenlandske plus 33 procent af aktierne i svensk Securitas. I november 1979 holdt de to brødre møde i Paris, men Sven var alligevel ikke tilfreds med løsningen og selv om Jørgen accepterede at nøjes med 25 procent, kunne skårene ikke klinkes. Jørgen Philip-Sørensen flyttede til England, hvor han grundlagde Group 4.

Tre år senere besluttede Sven at sælge sit selskab. Han fik 160 millioner, hvoraf Jørgen skulle have de 40 millioner. Og hermed havde han grundlaget for den formue, der gennem årene har vokset sig større og større sammen med virksomheden.

»Jeg røvrendte ikke Sven,« siger Jørgen Philip-Sørensen, »selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg fulgte de skrevne regler. Og alligevel vil han ikke kendes ved mig. Jeg savner ham meget.«

Group 4 har i dag afdelinger i 50 lande verden over, og selskabet tager sig eksempelvis af beskyttelse af paven, opkrævning af vejafgifter i Australien, overvågning af NATO-hovedkvarterer i England og Belgien, overvågningen af sikkerheden i Pentagon, beskyttelse af private virksomheder i Kasakhstan og Tjekkiet, ligesom det netop har tegnet kontrakt med den engelske regering om opførelsen og driften af et nyt MI5-hovedkvarter, efterretningstjenesten.

»Vi skal tage os af driften i en 30-årig periode, dog ikke spionarbejdet,« siger Jørgen Philip-Sørensen, der godt tør påtage sig denne opgave, selv om han i begyndelsen af 90erne fik nogle skrammer, da Group 4 overtog driften af en række engelske fængsler.

»Margaret Thatcher ville jo privatisere alt, og derfor fik vi mulighed for også at gå ind i fængselsvæsenet. I begyndelsen blev vi ramt af mange fangeflugter, hvilket havde mediernes store bevågenhed. Vi blev kritiseret en del. Men i dag har vi styr på det og bliver rost for vores måde at drive fængslerne på.«

Svensk statsborger

Jørgen Philip-Sørensen tænder havanneseren for jeg ved ikke hvilken gang, retter uden held på slipset og foreslår, at vi snart skal have frokost. Men inden det kommer så vidt, må vi have opklaret, hvorfor han er svensk statsborger.

»Min far og resten af familien blev svenske statsborgere, da jeg var to år. Og han spurgte mig ikke først. Alligevel kan man jo godt føle sig som dansker. Jeg må dog erkende, at jeg har et problem, når Danmark og Sverige spiller landskamp. Så holder jeg med svenskerne.«

Hvis der er noget, som kan kaldes hjemme for en mand, der er på farten 200 dage om året, må det blive det ombyggede kloster i Winchcombe Abbey en snes kilometer fra hovedkvarteret i Cotswold-distriktet. Han flytter i øvrigt snart nærmere hovedkvarteret, når et par gamle huse er blevet moderniseret.

Her i Winchcombe boede han i mange år sammen med hustruen Ingrid, der fulgte med som aupair-pige, da han blev vægterlærling i Birmingham. Siden fik de fire børn. I dag er Ingrid chef for Jørgen Philip-Sørensens luksuriøse Dormy House Hotel, der ligger i nærheden. Det første bestyrelsesmøde i Group 4 Falck skal holdes på Dormy House.

The chairman levede i nogle år alene, og han havde det ikke godt med den tilstand. Engang oppe i Gammel Skagen traf Ingrid en anden fraskilt kvinde. Du skulle møde min tidligere mand, sagde hun. Og for tre år siden blev Susse gift med Jørgen.

»Hun er altid med, når jeg rejser ud,« siger han. »Og så er hun en sundhedsapostel, der giver mig alle mulige opskrifter på, hvordan man skal leve sundt!«

Ægteskabet har forøget Philip-Sørensens antal af børnebørn fra otte til ti, da Susse har to.

Børnebørn. Den gamle vægter får det særlige udtryk på, når han taler om dem. I kraft af sin formue behøver han ikke tænke på penge, og han bruger en del på børnebørnenes uddannelse.

»Deres forældre skal have mulighed for at sende dem i de bedste skoler, og det betaler jeg gerne for,« siger han.

Børnene er tre døtre på 31, 35 og 37 år og en søn på 27. Døtrene har alle stiftet familie, og sønnen Mark er sælger i Group 4. Om han skal overtage Group 4 Falck? Det håber faderen ikke.

»Det ville være synd for ham. Jeg har haft det nemmere, fordi jeg selv byggede Group 4 op, og i en virksomhed er det ikke sjovt at være fars søn.«

Da vi om lidt måske skal til at slås om regningen ude hos Zum Martin Sepp i Wien-forstaden Grinzing, kunne det være på sin plads at høre til Philip-Sørensens årlige forbrug.

»Jeg bruger mindre, end mange forestiller sig,« siger han. »Omkring fem millioner kroner om året. Heri er medregnet udgiften til mit fly og børnebørnenes skolepenge. Jeg har altid drevet det fornuftigt økonomisk. Min farfar sagde engang til mig: "Hør her, min dreng, du skal drive din forretning, så du kan lukke den på fem minutter uden at ryge i spjældet." Det råd har jeg fulgt.«

I gårdhaven ude hos Zum Martin Sepp bliver kalorieproblemet endnu engang taget op. Den udsendte vil have fisk. Det har de ikke.

»Hvad med en wienerschnitzel, nu vi er i Wien,« foreslår Jørgen Philip-Sørensen. »Vi lader bare være med at fortælle det til nogen.«

Sådan bliver det.

God stemning

Vi tygger, og stemningen er god. Alligevel slipper han ikke:

Har han ingen fjender, (hvis vi ser bort fra uvenskabet med broderen)?

»Måske, men jeg kender dem ikke,« svarer han.

»Kan der overhovedet ikke siges noget skidt om dig?

»Jo, jeg er for tyk.«

Vi forlader stedet, som vi ankom, i en firma-BMW med privatchauffør.

»Den tilhører sådan set Wien-chefen,« siger bestyrelsesformanden. »Men han vil godt låne den ud til mig.«

knud.wilhelmsen@jp.dk