Opsparing giver bagslag: Unge betaler dyrt for tvangspension

Unge har brug for kontanter her og nu, når de skal etablere sig, ikke store pensionsopsparinger.

Over 1.000 mia. kr. står til en gennemsnitlig rente på -0,21 pct. i de danske banker. Vores pensionsordninger er indrettet så firkantet, at det koster os penge i de unge år.

Vi sparer simpelthen for meget op, og meget af det er tvungen opsparing. Det er et problem, som de to økonomiprofessorer Michael Møller og Niels Christian Nielsen beskrev første gang i 2019.

Ikke langt ude i fremtiden kunne man forestille sig en ny udgave af ”Luksusfælden”. Scenen er en villa i Klampenborg, hvor Jan Swyrtz og medvært er på besøg hos Hannibal Deleuran, der er 85 år og ikke aner, hvad han skal bruge alle sine penge til.

Friværdien i patriciervillaen har rundet de 6-7 mio. kr., og der står over 10 mio. kr. på pensionsopsparingen. Hannibal er i panik – ikke mindst fordi der er udsigt til, at statskassen får en større del af den hårdt opsparede formue som arveafgift.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen, da jeg mener, det er klogt. Penge er kun noget værd, når man bruger dem.

Risikoen for, at denne og lignende situationer opstår, er bestemt ikke urealistisk. Et gæt er, at den allerede er opstået i mange hjem. Højtlønnede har opbygget svulmende pensionsopsparinger, og hvis de bor i de store byer, har de en tilsvarende høj friværdi.

Ifølge de to professorer går det galt allerede i de helt unge år. Efter at have afsluttet en videregående uddannelse har mange opbygget en studiegæld.

Denne gæld skal betales tilbage, når man får arbejde. Samtidig skal man have en relativ stor pose penge, hvis man vil ind på ejerboligmarkedet.

Med mindre man har velhavende forældre, bliver det svært at fylde posen op, når der automatisk hakkes 16 pct. af lønnen til pensionsopsparing.

Det betyder, at mange unge tvinges til at få et boliglån i banken til 5-8 pct. i rente, mens afkastet på pensionsordningen er et rundt 0 eller det, der ligner.

Det er en dårlig forretning simpelthen. Det svarer til, at et ungt par tvinges til at købe et B&O-tv, fordi det kan holde i mange år, og derfor er nødt til at låne til ledninger og stikkontakter.

Det giver ingen mening, specielt fordi unge i højere grad har behov for penge her og nu og for at sikre deres samlever eller ægtefælle forsikringsmæssigt.

Så kan indbetalingerne til pensionen opjusteres, i takt med at man bliver ældre. Argumentet om, at det gælder om at komme i gang så tidligt som muligt af hensyn renters rente-effekten, holder jo ikke, når renten er 0.

Man kan næsten kalde det et opsparingssyndrom, og jeg gætter lidt frisk på, hvor det kommer fra? Rigtigt gættet. Det kommer fra forældrene, der i mange tilfælde overfører deres egen økonomiske filosofi på deres voksne børn.

Det giver heller ingen mening, da forudsætningerne er helt, helt anderledes.

Jeg får flere henvendelser fra unge – ja specielt mænd – der har fået en håndfuld penge fra ”papa og mama”, og så vil de investere dem – og hold nu fast – uden at løbe nogen risiko.

Hvis unge, kække mænd med smart i en fart-frisure ikke tør løbe risiko med deres investeringer, hvem skal så?

Et andet tema er gælden, som unge får at vide af forældrene er åh så farlig. Det passer bare ikke. Køber man en bolig i et af de attraktive områder i eller omkring større byer, er man stort set sikker på, at den stiger i værdi. Uanset om man afdrager eller ej, er det en god investering, ikke mindst med de hysterisk lave renter, vi ser nu.

Det økonomiske pres, som unge udsættes for, kan føre til, at de sparer endnu mere op. Når der er pres på, søger vi ofte mod den sikre havn.

Det er bestemt heller ikke et ukendt fænomen, at nye på arbejdsmarkedet fastholder det forbrug, de havde i deres studietid, i flere år.

En stor del af besparelsen kanaliseres over i en pensionsordning. Og med mindre de investerer for fuld hammer, risikerer de, at indbetalingerne udhules af inflation og 0-renter.

Der er sket noget med os efter finanskrisen. Jeg talte inden coronapandemien med fremtidsforsker Jesper Bo Jensen. Han vurderede, at den næste krise meget vel kan blive en forbrugskrise.

Det kan blive et problem for mange private virksomheder og dermed også deres ansatte, og en ond økonomisk spiral sættes i gang.

Hverken jeg eller andre opfordrer til overforbrug – slet ikke Men der er nogle fornuftige tommelfingerregler, der er med til at sikre, at man bevarer den økonomiske balance.

Flere banker opfordrer til, at man ”blot” har tre måneders løn stående i banken. Dermed kan man klare uforudsete udgifter som nyt køleskab, tøj til børnene og reparation af bilen eller bilerne.

Overopsparing er selvfølgelig bedre end overforbrug, men det er ikke ideelt. Det er det til gengæld, hvis man kan ramme midt imellem.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen, da jeg mener, det er klogt. Penge er kun noget værd, når man bruger dem.

Hellere det end som Hannibal at sidde lettere nedtrykt i en af sine høvdingestole i nøddetræ. Han har netop fået lavet sit budget af ”Luksusfælden”. Budgettet viser, at han har 80.000 kr. i overskud hver måned.

Kære Hannibal og andre: Brug de penge, før de ender i Skifteretten. Sæt i gang - nu!

Mange af betragtningerne i denne klumme tager udgangspunkt i en artikel skrevet af de to økonomiprofessorer, Michael Møller og Niels Christian Nielsen.

Læs også