Kanintræer og menneskekøer

Det har vakt en del bestyrtelse, at britiske forskere for kort tid siden fik tilladelse til at stoppe en menneskecelle ind i et ko-æg og dermed måske konstruere begyndelsen til den røde danske malkeraces svar på de kække kentaurer.

Det har ikke vakt mindre opsigt, at amerikanske forskere nu er på banen med et kanintræ. Kanintræet er konstrueret af en kanin og et poppeltræ. Der sprøjtes kanin-géner ind i de unge træer under opvæksten.

Menneskekoen er et led i forskning i Alzheimers sygdom. Kanintræet bliver 100 gange bedre til at opsuge og nedbryde bestemte giftstoffer i jorden, end hvis træet bare havde stået og været helt sig selv.

Vi befinder os i frontlinjen af moderne videnskab. De etiske og moralske diskussioner krydser landegrænser og lander på forskellige koordinater. Man kan og må meget forskelligt i de forskellige lande. Lovgivere over hele planeten forsøger at få styr på det hele, men vi må nok se øjnene, at det ikke bliver tilfældet.


Nye begreber opstår som symbol på de nye jomfruelige områder inden for udvikling og forskning. For eksempel ”synbio” og ”geo-engineering”.

Synbio står for syntetisk biologi og er den sektor i vores fagre nye verden, som vil kunne skabe alt muligt inden for områder som menneskekøer og kanintræer. Synbio handler om at bygge helt nye organismer op med naturens egne små DNA-klodser. Forskere vil i fremtiden sidde foran deres pc og designe nye produkter, som siden fremstilles i laboratorierne og kan købes på apoteket eller i nærmeste zoologiske have.

Geo-engineering er forskernes forsøg på at udvikle modeller for at tilpasse kloden bedre til mennesket. F.eks. planerne om at strø tonsvis af jernpulver ud i verdenshavene. I de seneste 15 år er der blevet gennemført 11 større eksperimenter i den anledning, fordi jern er det rent plankton-substral. Plankton med jerntilskud formerer sig vildt og opsuger masser af C0 -2 . Siden synker død C0 -2 -mættet plankton til bunds, og klimaet får det bedre.

En fremragende idé kunne man synes, og der er allerede stiftet mindst to amerikanske selskaber til at gennemføre den kommercielt. Ingen kan i princippet forhindre private mennesker i at kaste med jern i internationalt farvand. Men da Planktos Inc. stod parat til at dumpe 100 tons jernstøv 500 km vest for Galapagos, greb de amerikanske myndigheder ind og forbød aktionen fra et amerikansk indregistreret skib. Det andet selskab, Climos, har derpå valgt at afvente udviklingen.

Problemet er, at ingen faktisk ved, om det virker - ja, om bivirkningerne måske opvejer den positive effekt. Store mængder død plankton vil bruge ilt og være en betydelig fiskedræber. Men ingen kan sætte et miljøregnestykke op for døde fisk kontra mindre C0 -2 i atmosfæren. Bl.a. fordi det også er usikkert, hvor meget C0 -2 der ender på havets bund.


En af pointerne - ud over et enormt kommercielt potentiale - er, at disse typer af eksperimenter og projekter er forbundet med betydelige grader af usikkerhed, som al forskning er. De er også forbundet med udfordringer til de konventionelle etiske, moralske og religiøse forestillinger, som alt forskning også er.

Men som Madeleine Bunting skriver i en lettere forskræmt artikel om emnet i den britiske avis The Guardian:

»Skulle man ikke have hørt om synbio, kan man være sikker på, at det kommer man til at høre en masse om det næste årti.«

Og mens forskerne forsker på livet løs i det nye biologiske grænseland, kan alle vi mere jordbundne skabninger filosofere over, om kanintræner mon også formerer sig hurtigere end helt almindelige danske bøgetræer.

BRANCHENYT
Læs også