Skotter sagsøger Carlsberg

S&N trækker danskerne i retten for brud på aktionæraftale og kræver halvpart i guldægget BBH.

Scottish & Newcastle, S&N, trækker nu Carlsberg i retten. Skotterne mener, at Carlsberg har brudt den fælles overenskomst og dermed aktiveret den såkaldte Texas shoot out-klausul.

Sagen er anlagt i Stockholm, fordi skotternes og Carlsbergs fælles selskab Baltic Beverages Holding, BBH, er juridisk hjemmehørende i Kista i Sverige. S&N vil have retten (voldgiften) i Stockholm til at give dem ret i, at aktionæroverenskomsten er overtrådt, og at Carlsberg dermed er tvunget til at tilbyde sin andel af BBH til S&N.

»Bestyrelsen i S&N har i dag igangsat de formelle skridt mod en voldgiftssag. Vi vil bede voldgiften om at bekræfte Carlsbergs brud på aftalen og ligeledes bekræfte, at Carlsberg skal sælge sine aktier i BBH til S&N ifølge aftalens regler,« skriver skotterne i en pressemeddelelse.



Budarbejdet fortsætter
Voldgiftssagen har ifølge Morgenavisens Jyllands-Postens oplysninger ikke opsættende virkning. Dermed kan Carlsberg og Heineken i princippet stadigvæk arbejde videre og fremsætte deres endelige overtagelsestilbud på S&N.

Lige præcis aspektet omkring et brud på aktionæroverenskomsten er blevet studeret nøje af Carlsbergs internationale juridiske samarbejdspartnere, inden man overhovedet gik i gang med at overveje et tilbud på S&N.

Tilbuddet på omkring 100 mia. kr. for hele S&N, inklusiv gælden, er strikket sammen således, at Carlsberg skal have den anden halvdel af BBH, det franske og græske marked samt S&N i Kina, mens Heineken tager resten.

»Vi mener fortsat, at der ikke er tale om et brud på aktionæroverenskomsten, men har ikke yderligere kommentarer,« siger Carlsbergs internationale pressechef, Jens Peter Skaarup.

S&N truede
Allerede sidste tirsdag i forrige uge truede S&N med netop dette sagsanlæg.

Den tidligere koncerndirektør i Carlsberg, Paul Bergqvist, der har været med til at strikke shoot-out klausulen sammen, fortalte i sidste uge til Dagbladet Børsen, at Carlsbergs bud på hele S&N ikke udløser klausulen.

Paul Bergqvist har i flere år været bestyrelsesmedlem BBH og kender det selskab, han selv var med til at etablere, ud og ind.

Formelt hører Carlsbergs halvpart af BBH under Pripps-Ringnes i Stockholm, og det var derfra Bergqvist kom til Carlsberg via Orkla.

Enkelte analytikere har påpeget, at truslen også kan ses som et forsøg fra S&N's side på at trække en eventuel Carlsberg/Heineken overtagelse i langdrag med en retssag, der kan tage år.

Udover en blank afvisning har Carlsberg/Heineken intet hørt fra skotterne, der i lang tid har insisteret på at kæmpe for selvstændigheden og betegner tilbuddet som fjendtligt.


BRANCHENYT
Læs også