Advokaterne er på plads forsvar

Carlsbergs koncernchef, Jørgen Buhl Rasmussen, siger, at advokater i flere lande afviser S&N's påstand

Carlsberg har hele tiden haft aktionæroverenskomsten i russiske BBH for øje, inden man afgav et bud på hele Scottish & Newcastle. Bryggerikoncernens topledelse ville onsdag ikke udtale sig om voldgiftssagen. Men koncernchef Jørgen Buhl Rasmussen sagde fredag til Jyllands-Posten, at både koncernens engelske og svenske advokater afviser, at der skulle være tale om misligholdelse.

Har I nogen idé om, hvornår budsagen kan være afsluttet?

»Vi har lagt et bud…..«

Det kan vel ikke stå ved magt i eksempelvis et halvt år?

»Nej, det er klart. Hvis der ikke sker andet, så bliver man på et eller andet tidspunkt nødt til at trække det tilbage.«

Kan I begynde at få accept fra aktionærer allerede nu?

»I princippet kan man godt.«

Har I fået henvendelser?

»Nej.«

Er der jobs til S&N-topfolkene, hvis I overtager det skotske bryggeri?

»Det er en fase, som vi slet ikke er nået til endnu. Vi har afgivet et bud, og vi vil meget gerne i dialog med S&N, og vi er overrasket over, at de ikke tager den dialog med os. Det andet kommer senere, og i sidste ende er det mere Heineken, der ser på Storbritannien end os.«

Carlsberg vil ikke oplyse, hvem man bruger som advokater i henholdsvis Stockholm og London. Blot, at man har kontakt til advokater med stor indsigt i disse forhold.



Erfaring med retssager
Det danske bryggeri har erfaring med store partnerskaber, der kører skævt, og som så ender i voldgiftssager. Senest i Fjernøsten, hvor man måtte bruge tre år i en voldgift for at få løst hårdknuden i samarbejdet Carlsberg Asia.

Carlsberg Asia var et 50/50 joint venture mellem Carlsberg og en af Thailands mægtigste erhvervsfolk, whiskeykongen Khun Charoen.

Her mente Carlsberg, at Charoen snød det fælles selskab, og så smed man ham og hans kone ud af bestyrelsen. Charoen lagde sag an ved en voldgift i London i august 2003 og først to år senere, i august 2005, blev sagen forligt. Carlsberg fik ejerskabet til de fleste af de fælles investeringer mod at betale sig fra det, men bryggeriet røg også samtidig ud af Thailand og har ikke siden været i stand til at vende tilbage.

BRANCHENYT
Læs også