800 gik i gulplade-fælde kontrol

Store regninger kan være på vej til kørerne og indehaverne af 800 varebiler, som i løbet af sidste uge blev standset af medarbejdere fra Skat.

Sammen med politiet tjekkede Skat i sidste uge om tilfældigt udvalgte varebiler blev anvendt i strid med moms-, afgifts- og skattereglerne. I alt kontrollerede skattemyndighederne flere end 2.500 varebiler. Heraf vil 800 varebiler blive undersøgt nærmere hvad angår moms- og afgiftsforhold. I Skat antager man allerede nu, at de fleste af de 800 vil få problemer med at forklare, hvorfor de f.eks. befandt sig ved bl.a. færgehavnene i Rødby og Odden, ved golfbaner eller på genbrugsstationer i en firmaejet bil.

Antallet overrasker Skat, som siden forsommeren har informeret virksomhederne om reglerne for brug af biler på gule plader og om de kommende kontrolaktioner. Skat har bl.a. sende en pjece om reglerne til samtlige ejere af gulpladebiler, der er blevet friholdt for momsbetaling.

Overraskende fangst
»Derfor havde vi ikke forventet, at der ville være problemer i så mange tilfælde. Nogle af bilerne manglede mærkatet, som anviser, at der er betalt moms af bilen. I andre tilfælde har vi konstateret, at man har sat et mærkat på bilen, til trods for at der ikke er betalt moms,« fortæller Carsten Lund, afdelingsleder i Skattecenter Herning, som er ansvarlig for den igangværende kampagne.

Hvis det viser sig, at de 800 kontrollerede bilister har snydt det offentlige for skat, afgifter eller moms, kan det blive en dyr affære. Afgiftskrav og bøde kan for visse biltyper løbe op i en halv mio. kr. Desuden skal arbejdstageren efterbetale privatbenyttelsesafgift og værdi af fri bil samt evt. en bøde.

Men kampagnen finder sted på et helt forkert grundlag, mener skatteekspert Jørgen Frausing, leder af skatteafdelingen hos revisionsselskabet Info Revision.

Kampagne fortsætter
»Frustrationen blandt håndværkerne er kæmpestor, fordi reglerne er så komplicerede. Skattemæssigt må de f.eks. gerne hente deres børn på vej hjem fra arbejde i firmaets varebil. Det må de bare ikke momsmæssigt, hvis arbejdsgiveren ikke har betalt moms for bilen,« siger Jørgen Frausing, som mener, at skatteminister Kristian Jensen (V) bør stoppe kampagnen fra Skat.

Et internt udvalg i Skat er i gang med at gennemgå reglerne, men Skat har ingen planer om at stoppe kampagnen. Ifølge afdelingsleder Carsten Lund skal der dog endnu mere vejledning til, hvis virksomhederne og deres medarbejdere skal kunne forstå de kringlede skatte- og momsregler for brug af varebiler på gule plader.

»Vi vil fortsat bruge både gulerod og pisk på området. Den seneste kontrol har vist, at der ikke er andet for, end at vi bliver ved med at kontrollere,« siger Carsten Lund, som samtidig advarer bilisterne om, at der vil være nye landsdækkende kontrolaktioner i uge 47 og 48. maria.dalhoff@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også