Status quo i LO

LO-formand Harald Børsting betegnes som den solide og driftssikre mand, der kender detaljen.

Valget af Harald Børsting som ny LO-formand lægger næppe op til de store forandringer og nyskabelser i LO.

»Jeg føler mig helt sikker på, at Harald Børsting vil videreføre den linje, som Hans Jensen har lagt. Det bliver nok ikke ret meget anderledes. Tine Aurvig-Huggenberger kunne have bidraget med endnu vildere ting til, hvad der skulle til i fremtiden,« siger FOA-formand Dennis Kristensen, der fik sin foretrukne kandidat valgt.

»Tine ville nok have været den meget fornyende, men driftsusikre. Harald er den meget driftssikre, men ikke helt så sprælsk fornyende formand,« forklarer FOA-formanden.

Metal-formand Thorkild E. Jensen mener derimod, at LO går glip af en mere dynamisk og udadvendt profil fremover. »Jeg tror ikke, at vi får det tigerspring frem i synligheden eller en profil af nyskabelse og mere ungdom, som jeg havde håbet. Det bliver mere af det, vi havde tidligere i stedet for det markante skifte, jeg havde set frem til,« siger Thorkild E. Jensen.

Jensens linje
3F-formand Poul Erik Skov Christensen fremhæver også, at Harald Børsting vil videreføre Hans Jensens linje med et stærkt samarbejde med forbundene.

»Når vi vil fornyelse, er det meget vigtigt, at den gror fra forbundene. Det nytter ikke noget at ville fornyelse, hvis der ikke er medløb i forbundene. Harald Børsting er en lyttende person, der kan omsætte nye strømninger til politik,« siger 3F-formanden.

Han finder det naturligt, at Tine Aurvig-Huggenberger hidtil haft været den mest udadvendte og synlige af de to kombattanter.

»Jeg er sikker på, at Harald Børsting også kan slå igennem i offentligheden. Det har bare ikke været hans opgave hidtil,« siger han.

Arbejdsmarkedsforsker Jørgen Steen Madsen, KU, peger på, at Harald Børsting har sine spidskompetencer på områder, der bliver meget væsentlige i samfundet.

»Der er ingen tvivl om, at arbejdsmarkedspolitikken fremover bliver meget central i samspillet mellem parterne på arbejdsmarkedet, regeringen og Folketinget. Der er han virkelig godt klædt på, og det er der, han har skabt resultater,« siger Jørgen Steen Madsen.

Arbejdsmarkedsforsker Jesper Due mener heller ikke, at der er udsigt til de store ændringer i LO.

»Harald Børsting har de samme grundlæggende holdninger som Hans Jensen og han har været med til at bære den politik i årevis. Han er kendt for sit politiske håndværk og er en klassisk fagforeningsmand, der står på de socialdemokratiske værdier og foretrækker det lange, seje træk,« siger Jesper Due.

»Nogen vil sige, at han taler som en bonderøv, og derfor er en bonderøv. Den tendens har københavnere, så snart nogen ikke taler et fladt københavnsk. Men det bliver spændende at se, om han kunne udvikle sig ligesom Folketingets formand og blive en kultfigur. Det vil jeg ikke udelukke, for han er meget kompetent,« påpeger Jesper Due.

Tine Aurvig-Huggenberger forlader LO efter nederlaget og har ikke lagt planer for fremtiden. Hun afviser, at hun stiller op til det kommende folketingsvalg.


BRANCHENYT
Læs også