Skidt dag for C20-indekset

Rygter om Citigroup fik torsdag over middag bekymringerne for kreditkrisen til at blusse op, hvilket sendte de europæiske aktiemarkeder gevaldigt lavere.

Det var især banksektoren, som drev faldet. C20-indekset lukkede på den baggrund 1,5 pct. lavere i 500,56.

Der var pres på bankerne verden over. Det skyldes den i forvejen nervøse stemning, samt rygter, der gik på, at Citigroup bliver tvunget til yderligere nedskrivninger og samtidig er nødt til at frasælge aktiviteter samt sænke sin dividende.

Danske Bank kunne således ikke holde de seneste dages fremgang og tabte 3,3 pct. til kurs 219,3. Nordea lukkede 2,5 pct. lavere i kurs 89,5, mens Sydbank smed 2,9 pct. til kurs 230,0.

Novo gik tilbage
Novo Nordisk faldt 0,9 pct. til kurs 632, efter at aktien onsdag steg 4,6 pct. Den markante kursfremgang blev på trods af et tvetydigt regnskab drevet frem af nyheden om, at Novo kommer først på markedet med det nye Liraglutide.

Danske Equities øger kursmålet på Novo-aktien fra 700 kr. til 720 kr. Analytikerne hos Danske Equities påpeger, at indtjeningen i årets tredje kvartal var bedre end ventet, men noterer samtidig, at kvaliteten af indtjeningen til gengæld var ringere, da både salg og bruttomargin lå i underkanten af det estimerede. Konsekvensen er, at Danske Equities' reducerer estimaterne for Novo Nordisk med 2-3 pct. Dette bliver dog kompenseret ved højere estimater for Novos kommende GLP-a variant Liraglutide fra 2010.

DSV faldt 3,5 pct. til kurs 131,3, hvilket var det største fald i C20-regi. Onsdagens regnskab fra DSV indeholdt den ventede opjustering af driftsindtjeningen til 1,875 mia. kr. fra 1,658 mia. kr. Det var dog ikke godt nok for Danske Equities, der sænkede anbefalingen på DSV til "hold" fra "akkumuler". Samtidig hæves kursmålet med 5 kr. til 130 kr.

Opfordring til S&N
Carlsberg lukkede 0,1 pct. højere i kurs 694. Carlsberg og Heineken opfordrer Scottish & Newcastle til »i stedet for at forfølge denne juridiske afledning« at forhandle med konsortiet med »den hensigt at fremme det forslag, der har til formål at levere sikker, kontant værdi til Scottish & Newcastles aktionærer«. Det skrev Carlsberg og Heineken i en fælles meddelelse.

Rockwool steg 0,9 pct. til kurs 1655. Rockwool er klar til igen at starte produktionen på selskabets fabrik på halvøen Istrien i Kroatien, som ellers har været lukket efter klager over miljøsvineri.

Aktierne i Dicentia, der sælger dvd'er og cd'er, spurtede torsdag til himmels og lukkede med en kursstigning på hele 87,1 pct. i kurs 29,0. Onsdag tabte aktien 14 pct. efter et skuffende regnskab for tredje kvartal.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også