Momssag koster statskassen dyrt

eFTERBETALING TDC har netop fået 113 mio. kr. fra Skat. En tabt momssag fra 2003 giver statskassen økonomiske tømmermænd.

En skelsættende kendelse i Landsskatteretten om moms på rykkergebyrer har udviklet sig til et ualmindeligt dyrt bekendtskab for statens husholdningskasse.

Sagen stammer fra 2003. I kølvandet på den tabte sag var vurderingen i revisorkredse, at tusinder af virksomheder stod til at få omkring 100 mio. kr. retur fra det daværende Told & Skat.

Nu viser det sig, at regningen er blevet mange gange højere. Alene telegiganten TDC har netop fået 113 mio. kr. retur efter et årelangt slagsmål med Skat, erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten.

Pengene modsvarer det beløb, som Skat hentede op af TDC-kassen i årene 1997-2004 som følge af en praksis, hvor man - i strid med reglerne - automatisk opkrævede moms af rykkergebyrer.

TDC's pressechef, Nikolaj Due, bekræfter, at Skat har dykket dybt i lommerne, men afviser at kommentere sagen yderligere. Omvendt tvivler han dog på, at TDC er ene om have udnyttet 2003afgørelsen til at kræve tilbagebetaling.

Flere hundrede sager
Lars Loftager Jørgensen, partner og leder af moms- og afgiftsafdelingen i Deloitte, oplyser, at rådgivningsfirmaet har ført flere hundrede sager for virksomheder.

»Det er ikke alle virksomheder, der bruger rykkergebyrer i stort omfang. Derfor spænder sagerne meget vidt lige fra nogle få tusinde kroner til flere mio. kr.,« siger Lars Loftager Jørgensen.

Skat erkender, at sagen har fået mange virksomheder til at reagere. Til gengæld har man ikke ført statistik over udbetalingerne, hvorfor det ikke er muligt at sætte et præcist beløb på regningens størrelse.

Men Skat erkender, at der har været tale om store udbetalinger.

»Det er mit indtryk, at der ikke har været forfærdelig mange sager. Men dem, der har været, har drejet sig om relativt store beløb,« siger Lars Rendboe, chefkonsulent i Skat.

Den tunge ende af skalaen
Han peger på, at han i den forbindelse anser TDC-sagen for at være i den tunge ende af skalaen.

Mens TDC-millionerne luner i telegigantens kasse, er Skat ved at lukke bøgerne omkring momsopgøret, idet virksomheder fik frist til at rejse krav om tilbagebetaling af momspenge frem til udgangen af juli 2005.

Ifølge Lars Rendboe kan de sager, som endnu ikke er afgjort, tælles på en hånd.

At TDC og mange andre virksomheder overhovedet er havnet i en situation, hvor momsmillionerne er væltet ind ad døren, kan de takke en hollandsk lirekassemand for.

Hele slagsmålet omkring moms på rykkergebyrer tog nemlig fart, efter at lirekassemanden vandt en lignende sag ved EF-Domstolen. Landsskatterettens afgørelse i 2003 bygger således på hollænderens sag ved EF-Domstolen.

BRANCHENYT
Læs også