Stolene vakler under bankchefer

USA Citigroups topchef, Charles Prince, under enormt pres efter nedvurdering af bankens aktier og udsigt til nye tab. Kollegaen hos Bear Stearns brugte mere tid på golfbanen og ved bridgebordet end på kontoret, da krisen brød ud.

Washington

Topcheferne i en række af de amerikanske storbanker er kommet i et yderst kritisk søgelys, efter at deres kollega Stanley O'Neal blev tvunget til at træde tilbage som chef for investeringsbanken Merrill Lynch.

Meget af interessen samler sig omkring USA's største bank, Citigroup, hvor nedvurdering af aktierne og udsigten til nye store tab i kølvandet på den internationale kreditkrise har bragt den adm. direktør, Charles Prince, i en uholdbar situation.

Samtidig er der nye intensive spekulationer omkring den 73-årige James Cayne, der leder Bear Stearns. Det var et sammenbrud i to af investeringsbankens store fonde, der indvarslede kreditkrisen i forsommeren.

På golfbanen
Nu beskyldes direktør Cayne for ikke at have taget tilstrækkeligt alvorligt på de problemer, som bankens store investeringer i den svage subprime del af det amerikanske boligmarked har skabt.

Ifølge en undersøgelse, som finansavisen Wall Street Journal har gennemført, tilbragte James Cayne kun 10 af 21 arbejdsdage på sit kontor i juli, der ellers var den kritiske måned for Bear Stearns og andre storbanker.

De fleste arbejdsdage og alle weekender tilbragte den adm. direktør i stedet med gode venner på luksuriøse golfbaner eller ved en bridgeturnering i Nashville, Tennessee. Direktørens lidenskabelige interesse for de to fritidsbeskæftigelser er velkendt.

Loyale medarbejdere forsikrer, at deres chef bestemt var og er engageret i en løsning af de problemer, som kreditkrisen har skabt for den 85 år gamle bank. De forklarer, at både Cayne og en af hans vicedirektører, som også spiller bridge, deltog i alle krisemøder via telefonen.

Kurssmæk til Citigroup
Ledelsen på afstand står imidlertid i skarp kontrast til mange kollegers optræden, da det blev klart, at bankerne ville få meget store tab i kølvandet på den stadigt dybere krise i den amerikanske boligsektor.

Blandt de meget aktive i den periode, var Lloyd Blankfein i investeringsbanken Goldman Sachs og Charles Prince i Citigroup. Trods det er Prince blevet mål for en strøm af skarp kritik.

Flere analytikere og iagttagere peger på, at den adm. direktør allerede var i en vanskelig situation, inden Citigroup blev ramt af kreditkrisen. Bankens resultater stod langt fra mål med aktionærernes forventninger.

Presset på direktør Prince blev i løbet af torsdagen optrappet, da analytikere ved det anerkendte CIBC World Market institut nedvurderede Citigroups aktier fra tilfredsstillende til mindre end tilfredsstillende.

I løbet af få minutter faldt aktiekursen med 8 pct., hvilket bragte den ned på det laveste niveau i fire år. Analysen tilføjede, at storbanken kan blive tvunget til at reducere sit udbytte og måske endog blive nødt til at sælge aktiver for at styrke sin kapital.

Citigroups overskud i tredje kvartal faldt til det laveste niveau i mere end tre år, efter at banken havde måttet notere tab på i alt 6,5 mia. dollars. Tabene på subprime lån var dermed væsentligt mindre end de 8,4 mia. dollars, som Merrill Lynch måtte afskrive, inden Stanley O'Neal blev tvunget ud.

Fyrer sig ud af krisen
Meget tyder imidlertid på, at flere tab er på vej. Der tales om yderligere fire mia. dollars hos Merrill Lynch og om tal i samme størrelsesorden hos Citigroup.

I første omgang har flere af de trængte topchefer forsøgt at beskytte sig ved at fyre deres nærmeste medarbejdere. Hos Citigroup blev lederen af investeringsbanken fyret for et par uger siden. Onsdag aften led hans to vicedirektører samme skæbne.

Det er imidlertid usikkert, om Charles Prince vil kunne redde sin egen position med disse indgreb. Efter torsdagens nedjustering kan nye tab blive det sidste skub ud af døren. Hos Bear Stearns, der også er på vej med et dårligt resultat, er direktør James Cayne med sin afslappede holdning blevet sin egen værste fjende.

BRANCHENYT
Læs også