Skatterabat til mindre virksomheder på vej Storbrittanien

Britisk finansminister lover mindre virksomheder rabat på den skatteforhøjelse af kapitalvinding, som regeringen annoncerede for tre uger siden. Det sker efter voldsomme protester.

London

Man tager lidt og giver lidt. Det er den typiske opskrift på enhver skattelov. Efter at den britiske finansminister Alistair Darling har pillet ved opskriften, er han imidlertid havnet midt på den varme plade, som han nu forsøger at komme væk fra ved at tilbyde små virksomheder en bundgrænse før skat på kapitalvinding.

Finansministeren mærkede den første hede, da han for tre uger siden offentliggjorde, at regeringen fra april næste år vil hæve skatten på kapitalvinding for solgte aktiver fra 10 pct. til en flad rate på 18 pct. - en stigning på 80 pct., der især var målrettet på de bugnende fortjenester i private kapitalfonde.

Det var samtidig en skrotning af det nuværende system med glidende skattestigning, som gør det muligt for forretningsfolk kun at betale 10 pct. i skat på aktiver, som de har haft i mere end to år.

Forbundet af mindre virksomheder, Federation of Small Businesses (FSB), protesterede voldsomt. FSB argumenterede for, at det ville ramme underskoven af små entreprenører og underleverandører hårdt. En enkelt entreprenør samlede på et par uger 15.000 underskrifter i protest mod Downing Streets skatteplaner. Efter tre ugers magtkamp synes det nu at have givet finansministeren smør i knæene.

Indfører bundgrænse
Ifølge flere britiske aviser planlægger regeringen at foretage en delvis kovending og indføre en bundgrænse for mindre virksomheder for skat på kapitalvinding, så de 18 pct. først slår igennem på beløb over 100.000 pund - svarende til godt en mio. kr. Det vil hjælpe virksomhedsejere, når de sælger virksomheden og træder tilbage og skal forhindre, at Storbritanniens underskov af små virksomheder bliver ramt på væksten.

Men det stiller ikke erhvervslivet tilfreds.

»Vi vil selvfølgelig se på det, men vi ser det som en afstikker på vejen til den løsning, som vi foretrækker, hvilket er en total kovending,« siger talsmand for FSB Stephen Alambritis til Guardian.

Finansministeren får også klø af oppositionen:

»Alistair Darling lægger nu forvirring oven i sin egen inkompetence. For bare tre uger siden kom finansministeren med en melding om et stort skattesmæk til entreprenører og små virksomheder. Nu hører vi, at han har skiftet mening. Virksomheder har brug for klarhed, ikke vaklen frem og tilbage,« siger de konservatives finansordfører, George Osborne.


BRANCHENYT
Læs også