På det rene med sort arbejde

Lyssky affærer: Der kan i ny og næ være tvivl om, hvornår er så billig og vilkårene så fordelagtige, at en person erhverver ”sorte” varer eller tjenesteydelser.

Glad, men ubarberet og iført sine mest slidte cowboybukser lunter Jensen småsovende en tidlig søndag formiddag ned til bageren for at købe rundstykker til sig selv og familien. Her står han og sludrer lidt med alle de andre kunder, der har fået samme originale idé. Pludselig løfter personen nærmest Jensen en pistol, peger på ekspedienten og forlanger pengene i kasseapparatet. Ekspedienten udleverer pengene, og røveren sætter i løb ud af forretningen.

Senere samme dag kører Hansen sin bil ind på den lokale tankstation, fylder diesel på bilen, køber en kop kaffe og en vask og kører igen 10 minutter senere med en trailer, han netop har lejet til sit haveaffald. Hvad Hansen ikke ved er, at vaskemaskinen på tankstationen ikke overholder støjkravene, at tankpasseren samtidig med ekspeditionen af Hansen ser sit snit til at snuppe en 100 kr. seddel i kasseapparatet, og at forpagteren på tankstationen har en ualmindeligt dårlig hukommelse, når han skal opgive indtægterne for trailerleje til skattevæsenet. Underligt nok spiller hans hukommelse ham altid det pus, at han husker alt for få udlejninger.

Ovenstående hændelsesforløb kunne også beskrives på andre måder: ”Jensen stod røver nær”, ”Jensen impliceret i røveri mod bagerforretning”, ”Hansen kører haveaffald på sort trailer”, ”Hansen fast kunde i ulovlig virksomhed”, ”Hansen overser underslæb”. Ikke sandt? Lidet flatterende overskrifter, hvis indhold ikke er helt hen i vejret. Og alligevel stærkt misvisende, grænsende til det injurierende. Eventuelle associationer i retning af den forgangne uges mediebasker er naturligvis helt for læserens egen regning.

Men kan man overhovedet have et strafferetligt ansvar for andre menneskers adfærd? Så bredt formuleret er svaret naturligvis ja. I straffelovens § 23 findes en bestemmelse, der gør det strafbart for enhver, der yder ”råd, dåd eller tilskyndelse” til gennemførelse af en forbrydelse. Normalt vil en sådan strafbar medvirken bestå i, at man har aftalt med gerningsmanden til en forbrydelse, at man vil hjælpe ham med denne. Jensen fra bagerforretningen kunne f.eks. have aftalt med røveren, at Jensen skulle aflede ekspedientens opmærksomhed og eventuelt have forhindret potentielle ”helte” blandt de øvrige kunder i at forfølge røveren, når han stak af. I så fald vil Jensen kunne straffes på helt samme måde og med helt samme straf som røveren selv. Er forholdet imidlertid det, at Jensen blot tilfældigt var til stede, og måske kunne have grebet ind, men undlod at gøre det, vil han ikke have noget ansvar. Der er som hovedregel ikke efter dansk ret nogen pligt for udenforstående til at gribe ind og forhindre en i gang værende forbrydelse, ligesom der heller ikke er nogen generel pligt til at anmelde en forbrydelse, man har overværet.

Hvad Hansen angår, er løsningen lige så enkel - om end forklaringen måske lidt mere kompleks: Man kan måske godt sige, at Hansen ved at få vasket sin bil i tankstationens vaskemaskine ”medvirker” til, at denne støjer mere end den efter miljøkravene må. Hansen - formoder vi - aner imidlertid intet om støjkravene, lige så lidt som han ved noget om, hvor mange decibel vaskemaskinen larmer, når den er i funktion.

Vi kan heller ikke sige, at Hansen burde have kendskab hertil. Det er således ikke ”uagtsomt” af Hansen at lade være med at undersøge, om der skulle være fastsat eventuelle miljøkrav eller om disse konkret måtte være overtrådt, blot fordi han er kunde på en tankstation.

Det er - med andre ord - hverken fornuftigvis eller juridisk Hansens ”ansvar”, at tankstationens vaskemaskine larmer mere end tilladt.

Helt tilsvarende kan man heller ikke kræve, at Hansen tager en revisor med, hver gang han lejer en trailer. Det ville jo ellers være nødvendigt, for at Hansen kunne være nogenlunde sikker på, at forpagteren nu også husker at opgive trailer-indtægten til skattevæsenet.

Og selv hvis revisor skulle med og efter en nøjere gennemgang af tankstationens bogholderi kunne bekræfte, at al trailerleje indtil nu var blevet opgivet til skattevæsenet, kunne Hansen fortsat ikke være sikker på, at forpagteren også ville huske at medtage lejeindtægten fra netop den trailer, Hansen lejer, når forpagteren næste gang skulle lave skatteregnskab.

I lyset af ovenstående eksempler kan vi endelig se på en anden situation: Jeg får en håndværker til at komme hjem i mit hus, lave nogle små reparationer og udskifte et par vinduer. Vi kan herefter forestille os, at håndværkeren efterfølgende fremsender en faktura på arbejdet, som jeg betaler. I henhold til lovgivningen har håndværkeren nu pligt til at foretage den fornødne bogføring af indtægten og senere opgive denne til Skat. I enhver normalsituation vil kunden aldrig kunne drages til ansvar for, at håndværkeren i strid med lovgivningen ikke fører sit bogholderi og sit regnskab, som han skal, eller om han stikker alle pengene i egen lomme og undlader at oplyse om indtægten. Kunden vil ikke vide, hvad håndværkeren efterfølgende gør med pengene, og han bør heller ikke vide det. Det kunne jo også være, at håndværkeren efterfølgende begår underslæb eller skyldnersvig med pengene, eller at han måske bruger dem til at støtte en terroristisk organisation.

Den eneste situation, der har vakt en vis teoretisk uenighed, er den, hvor man f.eks. ringer til en gartner for at få ham til at fælde et stort i træ i ens have. Han kommer, klør sig i nakken og siger: »Det er i orden. Det vil koste 500 kr., og dem vil jeg have i kontanter«. Som sagt så gjort. Hvis gartneren medtager indtægten i sit skatteregnskab, var arbejdet ”hvidt”. Undlader gartneren at fortælle Skat om de 500 kr. var arbejdet ”sort”. Forudsætningen for, at man her kan komme i tvivl, om kunden eventuelt kan drages til ansvar for medvirken til skattesvig, er for det første, at kunden er helt klar over, at det normalt koster f.eks. 1.000 kr. at få fældet et sådant træ. Det afgørende spørgsmål er nemlig, om kunden ”burde have indset”, at gartneren ikke ville opgive indtægten til skattevæsenet. Burde kunden det - eller vidste han ligefrem, at gartneren ikke ville opgive indtægten - så har kunden opfyldt både de objektive og de subjektive krav for et medvirkensansvar. Ved afgørelsen af kundens mulige indsigt vil man, som nævnt, se på prisen og man vil se på det forhold, at gartneren krævede pengene kontant.

Når der alligevel har været nogen uenighed om, hvorvidt der i et sådant tilfælde kan være tale om medvirken til skattesvig, skyldes det bl.a., at kunden jo ikke ved, om gartneren alligevel opgiver sin indtægt eller ej. Forbrydelsen består således ikke i at udføre arbejdet, men i op til et år senere at undlade at medtage indtægten i sin selvangivelse. Hertil kommer, at prisen på ganske mange ydelser kan være svært gennemskuelig, og måske ganske lukket land for kunden. Endelig er det forhold, at den erhvervsdrivende kræver kontant betaling, ikke nødvendigvis ensbetydende med, at indtægten ikke bliver opgivet. Det kan også være fordi det er let, hurtigt og omkostningsfrit.

For at være med til at minimere bl.a. tvivlen om, hvorvidt man som kunde kan straffes for medvirken til den erhvervsdrivendes skattesvig - og for at dæmme op for sort arbejde - blev momsloven og skattekontrolloven ændret i 1999. Det har således siden da været muligt at straffe erhvervsdrivende efter en særlig bestemmelse, der lyder: ”Den, der som led i virksomhed aftager varer eller ydelser på sådanne fordelagtige vilkår, at den pågældende indser, at leverandøren eller yderen ikke vil opfylde sine forpligtelser til rettidigt at selvangive vederlaget eller til rettidigt at afregne skyldig skat eller indeholdt skat eller arbejdsmarkedsbidrag, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289. Stk. 2. Begås handlingen af grov uagtsomhed, er straffen bøde”.

Bestemmelsen omfatter således ikke private kunder og den løser naturligvis heller ikke tvivlen om, hvornår vilkårene bliver så ”fordelagtige”, at den pågældende erhvervsdrivende må indse, at han nu erhverver ”sorte” varer eller tjenesteydelser.

Jensen kan således trygt fortsætte med at købe morgenbrød, Hansen kan roligt leje en trailer og få vasket sin bil på tankstationen, og man kan fortsat få en håndværker til at komme i ens hjem uden frygt for at politiet ringer på bagefter.

»Jensen kan således trygt fortsætte med at købe morgenbrød, Hansen kan roligt leje en trailer og få vasket sin bil på tankstationen, og man kan fortsat få en håndværker til at komme i ens hjem uden frygt for at politiet ringer på bagefter«

Læs også