Handelspolitik - nye retter på menukortet

Vi kender det alle. Jo længere menukortet er, desto sværere er det at vælge. Og jo flere vi er samlet omkring bordet, desto længere tid tager det - især hvis alle skal være enige.

Den samme oplevelse kan man have, når det gælder international handelspolitik. Ikke mindst i verdenshandelsorganisationen, WTO, hvor alle skal være enige, før forhandlingerne kan munde ud i konkrete resultater.

Siden november 2001 har WTO's medlemmer forhandlet for at nå til enighed i den såkaldte Doha-runde. Siden disse forhandlinger om en multilateral handelsaftale gik i gang, er antallet af bilaterale og regionale handelsaftaler steget markant verden over.

EU og dermed danske virksomheder vil miste markedsandele, hvis ikke EU indgår bilaterale aftaler med store nye vækstmarkeder såsom Kina, Indien, Brasilien og Sydkorea. Derfor er bilaterale og regionale frihandelsaftaler en central del af Danmarks handelspolitiske strategi.

For at sikre danske virksomheder de bedst mulige vilkår i den internationale konkurrence, arbejder Danmark for at EU i højere grad end hidtil indgår bilaterale og regionale frihandelsaftaler.

Men der er en række fordele ved globale handelsaftaler i regi af WTO, såsom ensartede regler for erhvervslivet og særlige fordele for udviklingslande. Derfor er en vellykket afslutning af WTO-forhandlingerne stadig klar første prioritet i dansk handelspolitik.

Hvad enten vi taler om WTO-forhandlinger eller bilaterale frihandelsaftaler, så er et forstærket samarbejde mellem regeringen og danske virksomheder og erhvervsorganisationer positivt for danske erhvervsinteresser. Jo før vi sammen kan identificere særlige barrierer og interesser for danske virksomheder der eksporterer, køber aktier eller investerer i udlandet jo bedre kan vi påvirke EU's handelsforhandlinger, jo større er sandsynligheden for, at vi kan påvirke forhandlingerne.

Med det stigende antal bilaterale aftaler med vidt forskelligt indhold og forskellige udgangspunkter er der risiko for ét stort virvar, som ingen kan finde hoved og hale i. Det er derfor vigtigt at stræbe efter, at aftalerne tager afsæt i WTO's regelsæt.

Når der tages afsæt i WTO's regelsæt, kan bilaterale frihandelsaftaler til gengæld være en løftestang til at nå endnu videre inden for WTO. Det kan for eksempel ske i relation til harmoniserede standarder inden for fødevaresikkerhed, miljø og dyrevelfærd. Sådanne krav vil formentlig på kort sigt være nemmere at få medtaget i forhandlinger om bilaterale aftaler end i WTO-regi. Og når det først er lykkedes at få inkluderet disse krav i de bilaterale aftaler, er næste trin at få dem medtaget i de multilaterale aftaler. Fra dansk side arbejdes således for at fremme WTO-afsættet i de bilaterale forhandlinger, så de bilaterale frihandelsaftaler kommer til at supplere de multilaterale WTO-aftaler.

Lige nu er WTO-forhandlingerne intense. Hvis runden skal i hus inden det amerikanske præsidentvalg næste år, er det nu, der skal skabes et gennembrud, ellers risikerer forhandlingerne at ligge stille i flere år. Både EU, USA og de store mellemindkomstlande med Brasilien og Indien i spidsen skal vise fleksibilitet. Alle centrale parter i forhandlingerne er enige om, at Doha-runden er for vigtig til, at den må slå fejl. Det er et godt udgangspunkt. Men da det er vanskelige spørgsmål om markedsåbning og rammer for landbrugsstøtte man forhandler om, er det ikke givet, at der kan skabes politisk enighed.

Men måske er netop det øgede fokus på og fremvækst af de mange bilaterale og regionale frihandelsaftaler godt for WTO som organisation og som beslutningsorgan. Det er måske netop den udvidelse af menukortet, der gør, at de 151 WTO-medlemmer indser behovet for kompromisets kunst, så en Doha-aftale endelig kan komme i hus.

I klummen Underskoven giver et ekspertpanel hver uge råd, vejledning og inspiration til mindre virksomheder og iværksættere. Panelet består af Danmarks Eksportråd, Dansk Industri, Kromann Reumert og VækstFonden.

Læs også